Ny PlayStation3 skal booste salget i Danmark inden jul


Spilkonsollen PlayStation 3 (PS3) får et gevaldigt boost i Danmark op til jul. Stuevenligt design, større harddisk, reduceret strømforbrug og lavt prispunkt appellerer til helt nye målgrupper. Målet er 50.000 solgte maskiner inden jul

Nordisk Film Interactive, som distribuerer Sony PlayStation i de nordiske lande, annoncerede i går en 33 procent mindre og slankere PS3 med større harddisk-kapacitet. Denne vil være på hylderne i Danmark fra den 1. september.

Herhjemme får den nye PS3 en vejledende udsalgspris på 2.799 kr. Dermed bliver den nye model et trumfkort på det meget konkurrencebetonede marked for spilkonsoller. Samtidig vil størrelsen og det nye design gøre PS3 til en endnu større konkurrent til regulære mediecentre og Blu-ray-afspillere.

50.000 nye PS3 ejere inden jul
”Vi forventer en meget kraftig efterspørgsel på den nye PS3, og alene i Danmark regner vi med at sælge 50.000 enheder inden jul,” fortæller den danske salgsdirektør Annette Jacobsen fra Nordisk Film Interactive.

Siden lanceringen af den oprindelige PS3 er der på verdensplan solgt over 23 mio. eksemplarer, hvoraf de 130.000 står i danske hjem.

Fra drengeværelset og ind i stuen
”Den nye PS3 sætter helt nye standarder for samspillet mellem design, funktion og brugervenlighed. Og det er afgørende elementer i vores strategi om at nå ud til en meget bredere målgruppe. PS3 er på vej til at blive familiens centrale underholdningsenhed og design og størrelse betyder meget, når spilkonsollen skal flyttes fra drengeværelset og ind i stuen,” fortæller den danske salgsdirektør Annette Jacobsen fra Nordisk Film Interactive.

Bred appel
Appellen til en bredere målgruppe ses også på de spil-titler, som udkommer til PS3. Bl.a. en række nye SingStar spil samt en opfølger til det populære familiespil Buzz! Quiz. Samtidig bliver den gratis musikvideo-tjeneste VidZone tilgængelig for PS3 ejere i Danmark.

Ved lanceringen vil der i alt være over 1000 spil-titler til den nye PS3 og store titler som Uncharted 2, Rachet and Clank, Gran Turismo 5, God of War III og Heavy Rain er på vej.

Mindre, slankere og større kapacitet
Den nye PS3 er først og fremmest langt mindre, slankere og lettere end forgængeren – med en væsentlig støj- og strømreduktion til følge. Selvom størrelsen er reduceret med 33 procent til 290 x 290 x 65 mm. er de basale funktioner fra den nuværende PS3 bevaret, og den nye model er født med hele 120 GB harddisk til brug for maskinens mange mediecenter-funktioner til opbevaring og afspilning af fotos, musik og video.

PS3+Controller_angle-B

Kategori: Nyheder

Tags:



Kommentarer (1)

Trackback URL | Kommenter RSS Feed

  1. SjaskSplad siger:

    Den er nu meget flot, men jeg kan bedre lide den gamle, selvom den er stor. Så jeg tror ikke jeg skal have skiftet min ud foreløbig :) Hvis jeg skulle mangle harddisk plads, er der jo råd for det, og man kan aldrig vide, om man får lyst til at lege med andre styresystemer på den.

    Desuden er jeg fattig gymnasieelev på SU, så hvis der skulle investeres i den nye, skulle den gamle sælges, og det kan jo blive et problem, netop på grund af den nye.

Skriv kommentar

Du skal være Logget ind for at kommenterer en post.