Grafikkort – næste generation
Vi har knap nok fået introduceret alle grafikkort i denne generation med Nvidia som de sidste på markedet med deres yderst forsinket 470GTX og 480GTX, før rygterne om næste generation er godt i gang. I første omgang er det dog ikke specifikationerne som er på rygtebasis da der faktisk ikke rigtigt er noget her. Det er derimod nogle andre faktorer som spiller ind med næste generation.
Første og fremmest skal vi kigge på den teknologi hvorpå CPU’er bliver produceret i dag, nemlig 40nm. Det er kendt af mange at TSMC har haft og stadig har problemer med denne proces. Meget lave yields har gjort at denne generation af grafikkort faktisk har været svær at få fat på for ikke at sige næsten umulig. Nvidias serie ser vi først for alvor i maj måned, mens ATIs HD5800 serie konstant går i restordre og HD5970 er nærmest umulig at opdrive her i landet.
Næste generation fra ATI (Northern Islands) skulle efter de første planer være produceret med 32nm teknologi og være på markedet i slutningen af 2010 eller senest i starten af 2011. Her har vi så det første problem. Både TSMC og Globalfundries har sløjfet deres 32nm proces og hopper direkte til 28nm. Dette burde heller ikke være det store problem, da TSMC i første omgang satte Q1 2011 som mål for 28nm proces. TSMC har nu endnu engang ændret dette så det nu tidligst er Q2 2011. Dette kan hverken ATI eller Nvidia vente på med næste generation.
Hvad gør man så? Rygterne vil vide at ATI nu har planer om at smide en ny chip på markedet i efteråret 2010 med kodenavnet Southern Islands. Der er indtil videre kommet 3 navne på udgaver af chippen – Cozumel, Ibiza og Kauai. Hvilke der er highend, midrange og lowend vides ikke med sikkerhed. Det eneste der virker lidt underlig, er at vi kun har 3 navne og ikke 4 som vi så ved Evergreen (HD5000 serien). Her skal vi måske finde svaret i kommende AMD CPU’er eller skal vi kalde dem APU’er (CPU med integreret GPU).
Ifølge AMDs roadmap skal ”Liano” APU’erne udkomme i starten af 2011 og måske erstatte nogle af lowend GPU’erne. Eller i hvert fald skal AMD lave hul så næste generation af lowend GPU’er og APU’erne ikke tager markedsandele fra hinanden.
Southern Island vil blive produceret på 40nm som vi kender det fra denne generation. Chippen vil indeholde dele fra Evergreen samt nogle af de nye tiltag fra Northern Islands. Vi vil helt sikkert se en større chip end Evergreen, da proces teknologien vil være den samme. Hvor meget større kan kun fremtiden fortælle, men set i lyset af ATIs historie, så tror vi ikke den bliver meget større ligesom med Nvidias seneste GF100 chip.
Kategori: Nyheder


