Maxcube Vortex 3620
Produkt udlånt af: Frode Herløv Elektronik ApS
Producent: Maxcube International
Maxcube International er ikke en producent, som får mange klokker til at ringe hos det danske publikum på trods af at de er repræsenteret i en række europæiske lande. Producenten er fra Taiwan, og hvor man umiddelbart kunne frygte at “uh-oh vi har fat i endnu en sub-standard Kina producent”, så bliver det alligevel interessant når vi kigger deres produktportefølje igennem. Her finder vi bl.a. en række CPU kølere, som i mistænkelig grad minder om hvad vi ser hos Xigmatek, og dette er ikke fordi Maxcube skamløst har kopieret eksisterende designs, men fordi de ganske simpelt er en producent, som primært har klaret sig med at lave OEM produkter til andre.
Denne gang er de dog på banen med et produkt, som bærer deres egen label, og om end prisen helt klart ligger i den allernederste ende af skalaen, så er det stadig værd at se på, hvor meget – eller lidt – man får for sine penge. Produktet vi skal kigge på er et miditower kabinet kaldet Vortex 3620 og kan erhverves for den temmelig overkommelige pris af 349kr inkl. moms. Vi forventer naturligvis ikke overvældende innovation i denne pris-klasse, så det bliver derfor i højere grad et spørgsmål om hvor god kvalitet er der tale om?
Specifikationer og features
Lad os lægge ud med at kaste et blik på Vortex 3620 kabinettets specifikationer, som de ser ud på Maxcubes hjemmeside:
Derudover får vi også oplyst følgende features:
- Modern gaming design
- Exclusive toolless installation
- High efficiency ventilation
- Anti dust metal cover with sponge
- Full black painting body
Overordnet set er der intet, som springer i øjnene og på papiret lyder Vortex 3620 som et ret ordinært lille kabinet.
Tilbehør
Selve kassen, som Vortex 3620 kabinettet kommer i er ikke just prangende, men er dog et skridt op fra de kedelige brune eller hvide kasse man altid så fra “budget producenter” førhen. Vægten er dog ikke overvældende, hvilket ikke tyder alt for godt, men nu skal man heldigvis bedømme en bog på dens cover, og vi hiver kabinettet ud af indpakningen for at se nærmere på sagerne.
Inden vi kaster os over selve kabinettet, er det dog værd at bemærke hvad der er inkluderet af tilbehør, og her er der et rigtigt godt lille sortiment af “småtterier” med.
Kabinettet kommer med en fin lille bruger manual, og det vanlige sortiment af skruer nødvendigt for at kunne montere et bundkort, samt PSU. Derudover har vi også et lille beslag, som skal anvendes såfremt man ønsker at montere en lås på kabinettet og holde de langfingrede typer væk fra de mere let-tilgængelig og kostbare komponenter; samt et par strips plus 2 forskellige selvklæbende “kabel kroge”til at fiksere kablerne pænt i kabinettet. Vi finder også 2 reserve låseskinner til “tools free” montage af optiske drev og hdd, samt covers til udvidelsesportene bag på kabinettet. Endelig har vi også de mest interessant dele, nemlig 2 stk. adaptor stik som konverterer de små 3-pins blæser-stik til 4-pin moles stik; det antyder også kraftigt at Maxcube kabinettet kommer med blæsere med netop de små stik og at de derfor nemt kan tilsluttes direkte på bundkortet.
Alt i alt har vi således et ganske pænt sortiment, hvor især kabelkrogene og adaptor stikkene er en kærkommen overraskelse, og tilbehørs pakken er således også noget mere fyldestgørende end forventet af et produkt i denne pris klasse.
Kabinettets ydre
Befriet fra den knap så spændende indpakning ser vi et kabinet, som ser ganske sobert ud. Vægten er – som nævnt tidligere – ikke voldsom, hvilket primært skyldes en ret begrænset gods-tykkelse på kabinettets kåbe, men Vortex 3620 virker ikke vakkelvoren på nogen måder. Det er derimod et overraskende stabilt lille kabinet.
Designet i sig selv er holdt forholdvis simpelt, med en front bezel, hvor hjørnerne er afskårede for at give en lidt mere strømlinet effekt. Fronten har derudover en linie, som indrammer portene til eksterne 3.5″ og 5.25″ drev samt indsugningen til den front-monterede blæser, og giver den et lettere futuristisk udseende (eller hvad Maxcube ynder at kalde “Modern Gamer design”).
Starter vi fra toppen af, har vi først frontpanelet med 4 USB2.o stik, mic og headset minijacks, eSata tilslutning, hdd og power LED, samt reset og power knap. Herunder finder vi 3 pladser til 5.25″ drev, 2 pladser til 3.5″ drev samt endelig et stort område, som dækker over kabinettets luftindtag. Fronten består desuden hovedsageligt af mesh, som yderligere dækker over støvfiltre, så der er rigelig med mulighed for hive luft ind i kabinettet uden at hele dets indre blev dækket af støv.
Kigger vi på bagsiden af kabinettet, ser vi en helt klassisk opbygning, hvor strømforsyningen placeres i toppen. Umiddelbart herunder finder vi hullet til bundkortets I/O porte samt udluftningshuller bag hvilke vi også finder kabinettets anden 120mm blæser; derefter har vi de karakteristiske 7 porte til udvidelseskort.
Eneste bemærkelsesværdige ved kabinettets bagside er at det er holdt helt sort, og ikke i den ellers så typiske metal-grå SECC, som ellers karakteriserer de fleste billigere kabinetter; Maxcube har med andre ord sørget for at give hele kabinettet et ordentligt lag sort pulverlakering og ikke bare de umiddelbare synlige overflader.
Det venstre side-panel er, som resten af kabinettet, ret anonymt og udover en fordybning til at gribe fat i, når sidepanelet skal trækkes bagud ved afmontering, så finder vi her ikke andet end et stort luftindtag. Umiddelbart kunne man godt foranledes til at tro, at Maxcube her havde boret hullerne med henblik på at passe præcis med 2x120mm blæser, men her bliver man skuffet: Det kan lade sig gøre at finde huller, som passer med en enkelt blæser, men ikke to, og det tyder lidt på at de er lavet med vægten på æstetik fremfor også at have lidt ekstra funktion.
Den højre side af kabinettet er ligeså lidt deskriptiv som den venstre, og igen har vi blot et sort sidepanel med en fordybning, der virker som greb, sam en række udluftningshuller, som dog – i kraft af deres placering i forhold til hardwaren – vil have en meget begrænset effekt og derfor er ren æstetik.
Kabinettets indre
Hiver vi sidepanelerne af og kigger inden i kabinettet ser vi igen en helt klassisk opbygning uden de store overraskelser, dog stadig med et par detaljer som springer i øjnene: Først og fremmest så har Maxcube fortsat deres entusiasme med sprøjtepistolen og har også sørget for at kabinettets indre har fået et ordentligt pulver sort maling, så vi slipper for at se den billigt udseende, rå SECC metal ramme.
Derudover er det værd at bemærke at Maxcube har sørget for et par velplacerede huller i bundkorts montage pladen, samt godt med frirum mellem højre sidepanel og førnævnte plade, således at det er nemt at føre kabler skjulte bag bundkortet; en detalje, som selv langt dyrere kabinetter har en tendens til at overse. For at sætte prikken over i’et, så har Maxcube også tilføjet et par “bøjler” som kan holde fast i kablerne uden behov for strips og deslige, og slår disse ikke til, så har vi allerede set, at der ligger et par selvklæbende “kabelkroge” med i tilbehørspakken. Maxcube har med andre ord sikret sig at her er alle muligheder for at holde orden i det lille kabinet.
Drejer vi blikket mod kabinettets indre bagside, så ser vi en 120mm blæser monteret over bundkortets I/O porte, og denne har helt som forventet også et lille 3-bens strømstik, så det kan tilsluttes direkte til et frit udtag på bundkortet. Samtidig har blæseren også en imponerende lang ledning, så der burde heller ikke være nogle problemer med at føre dette kabel skjult og stadig have nok længde til at kunne nå selv rigtigt uheldigt placerede stik.
Derudover er det værd at bemærke, at udvidelsesportene byder på et tools free system, hvor f.eks. grafikkort monteres ved at “slide” en lås fri, isætte grafikkortet, og derefter presse låsen på plads med et klik. Det virker ganske gennemført, men om det også virker i praksis skal vi se på senere.
Fronten af kabinettets indre er naturligvis domineret af montagerammer for 3 stk 5.25″ drev øverst, samt 7 stk 3.5″ drev nederst. Drevene fikseres vha. en lille låseskinne, som fjernes ved at dreje låsebolten en kvart omdrejning, hvorefter drevet skubbes på plads, og låseskinnen monteres og låses fast igen. Det er et simpelt og gammelkendt system, som dog ikke byder på nogen form for vibrationsdæmpning, så det vil ikke være optimalt for drev af en lidt mere støjende karakter.
Samtidig bemærkes det også, at harddisk montagerammen er af den helt klassiske type, hvor drevene vender bagdelen mod selv bundkortet. Her ville det have været at foretrække, hvis Maxcube havde valgt en løsning, hvor disse drev monteres på tværs i kabinettet istedet for, så karambolage med drevets “bagdel” og selve bundkortet helt kan undgås og senere opgraderinger med flere drev vil således også blive nemmere; og om end kabinettet ikke er særligt bredt, så er det dog bredt nok til at en sådan løsning kunne have været mulig.
Som vi kan se er der også et pænt opbud af kabler til frontpanelet og igen har Maxcube tænkt sig om og sørget for ekstra lange kabler, så de kan trækkes skjulte uden risiko for ikke at være lange nok – en detalje, man ofte mangler selv ved langt dyrere løsninger.
Flår vi front-bezel af kabinettet og kigger på den rå ramme, ser vi her tydeligt de 3 stk 5.25″ drev pladser, dækket af en række metalplader, som skal vrides af før drevet kan monteres. Derudover kan vi se plads til 2 stk eksterne 3.5″ drev, samt endnu en 120mm blæser, denne gang med LED’er, så der vil komme lidt lys i kabinettets front, når PC’en er tændt.
Alt i alt har Vortex 3620 en ganske fin opbygning uden de store finurligheder eller nyskabelser. Det er dog også tydeligt at det ikke er et kabinet, som henvender sig til det helt tunge hardware setups, hvor der virkelig er behov for køling i høj grad, men nærmere er henvendt til brugeren, som har brug for en lidt mindre maskine, som samtidig ser pæn ud uden at være prangende … og med kabinettet splittet ad, er det blevet tid til at montere lidt hardware i kassen og se hvad det ellers har at byde på.
Kabinettet i test
Montage af hardware i kabinettet byder ikke umiddelbart på de store udfordringer, dog med et par forbehold, da der klart er nogle detaljer man skal holde sig for øje inden man begynder at smide hardware ind i et kabinet af denne størrelse.
Først og fremmest bør man være opmærksom på at harddiskdrev skal monteres inde fra selve kabinettet; dvs. der er ingen udskæringer i fronten, som gør at en hdd kan skubbes ind forfra. Problemet her er, at det ofte vil kræve at en (eller flere) hardisk(e) monteres FØR bundkortet skrues på plads, da der ellers kan opstå konflikt, når et drev efterfølgende skal skubbes på plads. Det betyder også at tilføjelse af flere (3.5″) drev på et senere tidspunkt kan komme til at kræve, at hele bundkortet skal pilles ud igen, om end dette naturligvis kan være afhængigt af placering af drevet og headers på bundkortet etc.
Pga. den lidt begrænsede plads er det derudover vigtigt at være opmærksom på om bagenden af drevet vil komme i karambolage med f.eks. bagenden på et langt grafikkort, hvilket også er et klassisk problem. Heldigvis kan lidt planlægning omgå disse problemer, men generelt ville en harddisk montage, hvor drevene er drejet 90 grader, så de monteres “på tværs” i kabinettet have været en fordel her, og selvom kabinettet er smalt, så burde det kunne have lade sig gøre.
En anden detalje, som man bør være opmærksom på er, at udvidelseportene på bagsiden er dækket af en række pletsvejsede metalplader, som med møje og besvær skal brækkes fri. Sørg igen for at dette er gjort for ALLE udvidelsesportene INDEN bundkortet monteres, da det er næsten umuligt at få dem lirket af uden at skade bundkortet når det først er proppet i kabinettet. Her bør det også pointers, at dette burde være håndteret fra producentens side da det er en dræbende irriterende detalje at blive opmærksom på når det er for sent.
Derudover bør man også holde sig for øje at kabinettet ikke er voldsomt bredt, og derfor heller ikke har plads til alt for “høje” kølere. Konkret blev der monteret et system med en Xigmatek Black Knight køler, som med sine knap 16cm er det absolut højeste, der kan klemmes ind i kabinetter. Bruges der en højere køler, så kan kabinettet ganske simpelt ikke lukkes.
Med disse irritationsmomenter addresseret, er resten af montagen af hardware i kabinettet nemt og ligetil! Især er det rart at se at Maxcube har indtænk skjult kabelføring i kabinettet og derudover har monteret ekstra lange kabler på frontpanel såvel som de installerede blæsere. Det er således muligt at trække kablerne på kryds og på tværs uden at stå og mangle et par centimeter i sidste ende, hvilket giver et stort plus i bogen og er en detalje som mange – langt dyrere – kabinetter kunne lære noget af.
Derudover er det lækkert at se at bundkortsmontagepladen har hul omkring området ved CPU soklen, så hvis der skal monteres en anden køler som evt. kræver tilgang til bundkortets bagside, så skal hele PC’en ikke splittes ad, men blot det højre sidepanel pilles af.
Som det ses har vi installeret et micro-ATX bundkort under testen, og det er tydeligt at der stadig er masser af plads, og det ser ikke ud til at et fuldstørrelse ATX bundkort vil være et problem overhovedet – så længe eventuel konflik mellem bagenden af hdd og placering af stik og headers på bundkortet holdes for øje.
Kabinettet blev desuden afprøvet med både et mindre grafikkort (NVIDIA GT240), men også et af de lidt større af slagsen (NVIDIA GTX275) blev proppet i kabinettet og passede fint med et par centimeter i overskud, så der er plads til selv forholdsvis kraftige grafikkort løsning, selvom Vortex 3620 næppe er et kabinet, som henvender sig til de helt store gamer setup.
En lille kommentar bør også knyttes til det “tools free” system, som kabinettet byder på både mht. drev og udvidelseskort montering: Harddisk såvel som DVD drev er utroligt nemme at fiksere, men det bør pointeres at de kun låses fast i den ene side af kabinettet, og da det samtidig ikke byder på nogen vibrationsdæmpning, så er der ingen nåde her hvis man har et drev som larmer lidt rigeligt i forvejen. Låsesystemet til udvidelseskort virker ganske fint, men dog havde det langt bedre fat i GTX275 kortet, som er double-slot med to bøjler, hvorimod GT240, der kun har en bøjle, sad lige en anelse løst. Ironisk nok er det ofte netop double-slot grafikkort, som tools free systemet som dette fejler ved, men her var der ingen problemet – tværtimod.
Som en sidste bemærkning til installationen bør det bemærkes at her ikke er nogle skarpe kanter, så ikke noget med rende på skadestuen for en stivkrampe vaccination fordi man endnu engang har snittet fingrene til blods under den ubamhjertige kamp med et stykke genstridigt hardware.
Tænder vi for maskinen, så mødes vi af endnu af et par behagelige overraskelse. Først og fremmest er de to inkluderede blæsere langt mere lydsvage end man turde håbe, og selv når de arbejder med 12volt tilslutningen, så er der ikke ret meget støj fra dem. Derudover så har den frontmonterede blæser installeret blå LED, som giver et fint afdæmpet skær igennem støvfilter og mesh fronten, og virker som en fin indikation af at systemet er tændt, fremfor at ligne et pimpet bil-lysshow i bedste T.Hansen stil. Der er heller ingen raslen eller rysten at fornemme, hvilket tyder på at kabinettet er bygget med nogle ganske pæne tolerance da f.eks. en lidt skæv ramme nemt ville komme til at betyde at vibrationer og støj blot blev forstærket; det er dog heldigvis ikke tilfældet her.
Hvad koster Maxcube Vortex 3620
Maxcube Vortex 3620 kan som allerede nævnt erhverves for 349kr inkl. moms, hvilket er en ganske god pris for et pænt kabinet i en overraskende kvalitet. Det er endnu ikke nået ud til de danske forhandlere men kan forventes at dukke op indenfor en meget nær fremtid.
Konklusion
Vortex 3620 er helt klart ikke noget revolutionerende kabinet og byder på en helt traditionel opbygning uden designmæssige finurligheder af særlig grad. Det er dog af en overraskende god kvalitet og på trods af den relative tynde gods-tykkelse på f.eks. sidepaneler og top, så virker det stabilt og uden raslen.
Designet af kabinettet er forholdsvis anonymt, men har stadig nok detaljer omkring især frontpanelets finish til at være velegnet som kontor-pc såvel som en lille gamer-pc. Det ser med andre ord ganske godt ud, uden af være prangende eller tiltrække sig unødig opmærksomhed.
Om end kabinettet ikke byder på noget, som vi ikke har set før, så har designerne heldigvis også formået at undgå en række af de faldgrupper, som ellers er så typiske for kabinetter af denne type. Her tænker vi især på muligheden for skjult kabelføring, og de ekstra lange kabler på frontpanelet samt de inkluderede blæsere.
Samtidig byder kabinettet på et velfungerende tools free system, samt en mesh front, der giver god mulighed for indsugning af kølig luft – og takket være de inkluderede filtre uden også at suge en masse skidt med ind. I samme åndedrag kan vi blot pointere at de 2 120mm blæsere er overraskende støjsvage og selv ved 12 volt ikke larmer i nævneværdig grad. Endelig er der frontpanelet som byder på et rigtigt fint udbud af tilslutningsmuligheder, som vil opfylde de fleste behov.
Det eneste virkelige irritationsmoment ved kabinettet er inddækningen af udvidelsesportene på bagsiden med en række punkt-svejsede plader, som skal vrides fri FØR installationen af hardware. Det er ganske simpelt for tåbeligt at Maxcube ikke har sørget for at fjerne disse på forhånd. Derudover kan det være svært at installere ekstra hdd uden at skulle fjerne bundkortet først, men dette er (desværre) helt almindeligt for kabinetter af denne type og kan kun omgås ved planlægning forud (eller ved at Maxcube havde drejet deres harddiskmontage ramme 90 grader).
Vortex 3620 absolut stærkeste side er naturligvis prisen, og til 349kr inkl. moms bliver det svært for alvor at udsætte noget på kabinettet. Det leverer hvad det skal og det gør det ovenikøbet ganske godt til prisen, så har du planer om at sætte en lille maskinen sammen og ikke har lyst til at “kabinet”-posten skal udgøre en alt for stor procentdel af det samlede budget, så er Vortex 3620 et rigtigt fornuftigt valg.

Maxcube når op på 85 points på vores iTrends Score for et produkt, der byder på næsten alt hvad man har behov for i et lille kabinet, og ovenikøbet har en række detaljer, som man ofte savner ved langt dyrere produkter. Kabinettet har dog et par skønhedsfejl og irritations-momenter, men overordnet er det til at se igennem fingre med og de omgåes nemt med lidt planlægning inden montering af hardware påbegyndes.
Note – Vores artikler på itrends BØR ikke anvendes som direkte købsguider, da itrends ikke tager ansvar for evt. misforståelser eller fejl i artikler. Hvis produktet har interesse så henviser itrends læserne om at indhente yderlig information, samt læser andre anmeldelser inden evt. købsbeslutning. Itrends tager intet ansvar ved fejlkøb i forbindelse med artikler!
Kategori: Featured • Hardware • Kabinet & PSU



