XFX 650W XXX Edition
Produkt udlånt af: XFX
Producent: XFX
XFX er én af de store spillere på markedet for grafikkort, hvor de har slået igennem med et fast koncept. Deres sort/grønne design er kendt blandt rigtigt mange.
I september måned sidste år, trådte XFX ind på et nyt marked for dem, da de sendte deres XFX 850W Black Edition strømforsyning på markedet. Det gjorde de med kæmpe succes og høstede stor ros for deres første udspil. Bl.a. har vi her på iTrends givet den topkarakterer.
Den store succes har givet XFX blod på tanden, og givet dem mod på at sende flere modeller på markedet. I første omgang er det blevet til 2 modeller i form af 650W og 750W. Vi skal i første omgang kigge nærmere på deres 650W XXX Edition, og nej de 3 X’er betyder ikke lige det! Modellen byder på 80Plus Bronze, modulært kabelsystem og et unikt design.
Kasse og indhold
XFX 650W XXX Edition kommer i en klassisk XFX indpakning med deres helt unikke design. Kassen er holdt i deres standard farver. På forsiden finder vi navnet for modellen samt et par ikoner der fortæller lidt om features. På bagsiden finder vi et billede af PSU’en samt de vigtigste features. Endvidere er der en oversigt over kabler. På den ene side har vi specifikationerne.
I kassen finde vi ud over selve PSU’en følgende:
- Etui med modulære kabler
- 2 stk. strømkabler
- Brugervejledning
Ingen skruer?? Vi må håbe det bare er en fejl!
Specifikationer
Kigger vi i første omgang på de rene ydelses specifikationer, kan vi se at PSU’en er bygget som en singel rail PSU. Dvs. at +12v kun køres på én enkelt linje, hvilket giver nogle fordele set i forhold til strømhungrende grafikkort. Vi skal ikke mere end 1 år til 1½ tilbage i tiden, hvor det mest brugt var flere +12v linjer. Desværre er trenden med grafikkort at de skal have mere og mere strøm, og derved kunne man løbe ind i problemer med linjer der ikke kunne give strøm nok, hvis man ikke fik grafikkort fordelt korrekt over de forskellige linjer.
XFX 650W XX Edition kan levere helt op til 52A på +12v linjen, men man skal huske på at det samlede totale effektforbrug ikke kan overstige 650W. +3,3v og +5v ser også meget godt med henholdsvis 24A og 30A.
Kigger vi på de resterende specifikationer, kan vi i første omgange se at PSU’en er 80Plus Bronze certificeret, hvilket betyder at PSU’en skal holde en effektivitet på 82% ved 20% load, 85% ved 50% load og 82% ved 100% load. Hvad XFX ikke lige oplyser, er PSU’en mål. Dem kan vi så oplyse her: 17x15x8,6 cm (LxBxH).
XFX 650W XXX Edition
Når man første gang pakker XFX strømforsyningen ud, sidder man lige med åben mund og polypper. Man skal lige komme sig over chokket. Enten kan man lide den eller så kan man ikke. Der er ikke nogen mellemvej ved XFX’s PSU’er. Personligt syntes jeg det er dejligt at der er nogle producenter der tør skille sig ud fra mængden på dette område. Hvem husker ikke Hiper med deres specielle modulære kabelsystem i 2008. Eller i nyere tid med både XFX og Cougar.
XFX’s PSU er meget kantet i designet. Flere steder på huset er der lavet indhak for at bryde de lige linjer i en ellers traditionel 4 kant. På ”fronten” har vi det modulære kabelsystem, som igen er opdelt via nogle fordybninger i huset. Stikkene er i XFX’s velkendte skrappe grønne farve. I den ene side kommer de fastmonterede kabler ud. Disse er sleevet helt ind i huset. Farven har XFX holdt i matsort med en lettere ru finish.
Vender vi PSU’en om, kan vi se den klassiske mesh bagende. I den ene side har vi strømtilslutningen samt en on/off knappe. I den anden side har XFX’s navn. Hov… her er så de 4 skruer vi manglede i kassen! Kigger vi på toppen af PSU’en, finder vi en 135 mm blæser i samme grønne farve som stikkene. Normalt ville vi se at blæseren var gemt bag et standard fangitter, men XFX har integreret fangitteret i selve huset. I Midten har vi XFX’s logo.
Når vi åbner op for XFX 650W XXX Edition, er der sådan set ikke så meget at sige til det. Vi kan se de fastmonterede kabler i toppen, hvor sleevingen går helt ind i huset. Helt til venstre har vi printet med det modulære system. Igen som ved deres 850W model, er det SeaSonic der har produceret PSU’en for XFX, dog er det ikke samme platform der er benyttet.
Kabler
Vi starter med at kigge på de fastmonterede kabler. Her finder vi et 20+4-pins ATX stik som er ca. 54cm, 1 stk. 4+4-pins EPS/P4 stik også ca. 54 cm, 1 stk. 8-pins EPS stik og ca. 54cm. Endvidere er der 2 stk. 6+2-pins PCI-E stik på ca. 58 cm og 2 stk. 6-pins PCI-E stik også 58 cm. Hvorfor skal der være både 8-pins og 4+4-pins? Det er der jo ingen der bruger. Man kunne uden problemer sløjfe 8-pins EPS stikket. Endvidere kunne de 2 6-pins PCI-E stik også godt spares væk, da der også er 2 stk. 6+2-pins modulære kabler. 6 PCI-E stik er overkill til denne størrelse PSU’er.
De modulære kabler består af følgende:
- 2 stk. SATA kabler med hver 3 stik (ca. 45cm + 15cm + 15cm)
- 2 stk. Molex kabler med hver 3 stik (ca. 55cm + 15cm + 15cm). I enden af hvert stik er der et Floppystik
- 2 stk. 6+2-pins PCI-E stik (ca. 56cm)
Kabler er sleevet ganske fint og ligner langt de fleste andre der findes på markedet. Generelt virker fordelingen af stik fornuftigt. Dog ønsker vi os lidt forandringer på de fastmonterede kabler, som vi skrev tidligere.
Test og resultater
Så skal vi i gang med at teste denne lækkert designede strømforsyning fra XFX. Dertil bruger vi vores speciel bygget PSU-belaster, så vi kan presse PSU’en maksimalt. Vi kan også på denne måde simulere den daglige brug af strømforsyningen og efterligne belastninger man ser ved både almindeligt brug samt voldsomt brug. Lad os få resultaterne på bordet.
Ja… øh… øh… Hvad skal man næsten sige til disse resultater? Jeg ved det ikke. Ikke andet end dette er utroligt flotte resultater. XFX har på ingen måde gået på kompromis nogen steder hvad angår ydelsen på deres PSU’er indtil videre. Hverken +3,3v, +5v eller +12v kommer under standard værdierne. Volt reguleringen holder sig også uden problemer indenfor +/- 3% .
Selvom vi ikke har udstyret til at test effektivitet, så har vi her en graf fra 80Plus organisationens officielle rapport, som viser effektiviteten ved forskellige belastninger. Det høje effektivitet har også indflydelse på mængden af støj der bliver afgivet. Og XFX 650W XXX Edition hører da helt klart til blandt de meget stille strømforsyninger.
Hvor kan den købes og hvad koster den?
XFX 650W XXX Edition koster i skrivende stund lidt over 900 danske kroner og bl.a. andet fås ved Komplett.
Konklusion
Når man efterhånden har testet over 75 forskellige strømforsyninger, skal der meget til at overraske en. Ikke desto mindre har XFX’s indtog på PSU markedet overrasket mig meget. Typisk vil nye spillere på dette marked komme med gode løsninger, hvor der dog altid er plads til en del forbedringer. XFX har bare gjort nærmest perfekt. Ikke bare med én model, men nu også med 2 modeller.
XFX 650W XXX Edition kommer med et unikt design, som helt klart skiller sig ud fra mængden af strømforsyninger på markedet. De holder deres design koncept fra deres grafikkort og bundkort og har ført det sort/grønne design med over på PSU linjen. Om man kan lide det eller ej, så syntes vi det er lækkert med producenter der tør gøre tingene anderledes.
Ydelsen på 650W modellen kan vi ikke sætte en finger på. Alle resultater, som vi målte, taler for sig selv. Selv volt reguleringen holder sig indenfor +/- 3%, hvor andre producenter siger +/- 5%. Dertil kommer et støjniveau som helt klart hører til i den gode ende.
XFX skal dog have lidt hug over snuden for deres fastmonterede kabler. Her er der 2 ting som vi syntes skal laves om. For det første er der ikke brugt for både 8-pins og 4+4-pins EPS/P4 stik. For det andet kunne de godt droppe de 2 6-pins PCI-E stik, når der nu både er 2 stk. 6+2-pins fastmonterede og 2 stk. som modulærkabler. Ellers er fordelingen af stik velvalgt til denne størrelse PSU.
Prisen på de ca. 900 kr., kan virke skræmmende for mange. Dertil kan vi bare sige at man betaler for kvalitet. En god tommelfinger regel er at man skal give mellem 1-1,5 kr. pr. W, så går man aldrig helt galt.

XFX 650W XXX Edition tvinger vores karakter op på hele 90 point, for en strømforsyning der skiller sig ud fra mængden med et unikt design. Ydelsen for denne kompakte PSU ligger helt i top og viser en stabilitet som man sjældent ser i denne klasse. Støjniveauet er tilmed blandt top af poppen, hvor 80Plus Bronze certificeringen helt klart har en finger med i spillet. Prisen kan altid diskuteres, men kvalitet koster og det er hvad man får hos XFX 650W XXX Edition. Nogle ændringer ved de fastmonterede kabler ville gøre denne PSU til et perfekt produkt.

Kategori: Featured • Hardware • Kabinet & PSU














Hvad sker der for alle de stik! så lav da lortet ordentligt modulært. Et 24 Pins og et 8 pins stik er i orden at have direkte fra PSU´en, men så burde ALT andet også være modulært. Det smarte går jo ligesom af det når man har en masse lange store kabler der bare hænger alligevel.
Har storebroreren og der er kun 2 6+2 pins på, og ikke 2 6 pins. Hvorfor dæland vælger de at smide flere stik på en mindre psu -.-
Om´er