ASRock 890FX Deluxe3
Produkt udlånt af: ASRock
Producent: ASRock
Efterfølgeren til AMDs 790FX entusiast chipsæt har været længe undervejs og ramte for alvor markedet for cirka 2 måneder siden. Det har dog formået at undgå iTrends redaktion indtil nu, hvor vi endelig kan præsentere et 890FX baseret bundkort i form af ASRock 890FX Deluxe3.
Om end ASRock primært er kendt for at lave hardware rettet mod den mere budget-orienterede bruger, så har vi på det seneste set en række produkter, som helt klart er tiltænkt den mere kræsne køber, som ikke kan – eller vil – nøjes med “det mest nødvendige”, og for et system med 890FX chipsættet i centrum vil det også være en skam. ASRock 890FX Deluxe3 byder derfor også helt som forventet på godt med ekstra features og et design, som matcher et high-end orienteret markeds-segment. Det er med andre ord et bundkort, hvor der ved første øjekast ikke ser ud til at være sparet på noget.
890FX chipsættet
ASRock 890FX Deluxe3 anvender ikke overraskende AMDs længe vente 890FX northbridge chipsæt og er her kombineret med en SB850 southbridge. Om end det er fristende at sammenholde 890FX med den nærmeste navnebror, 890GX, så kan 890FX reelt kun sættes overfor det aldrende 790FX, som det erstatter, som AMDs nye “entusiast platform”.
Sammenligningen viser dog ikke de helt store forskelle udover et skift fra SATA2 til SATA3, udvidet RAID modes, 2 ekstra USB porte og endelig et skift væk fra understøttelse af DDR2 RAM.
Blok digrammet for 890FX ser ud som følgende:
Her ser vi stort set samme oplysninger, som også var opsummeret i tabellen ovenfor. For spil entusiasten er det mest interessante at chipsættet tilbyder ialt 42 PCI-E lanes, hvoraf de 32 er afsat til grafikkort porten enten som 2 PCI-E 2.0 x16 port eller splittet i 4 PCI-E 2.0 x8 porte ved Crossfire; sidstnævnte er dog ikke relevant her, da bundkortet ikke tilbyder 4 PCI-E x16 porte, så man må “nøjes” med 2 grafikkort i crossfire. De resterende 10 PCI-E lanes er fordelt på 1×4 samt 6×1, hvor vi på ASRock 890FX Deluxe3 bundkortet dog kun har fået fysisk plads til 2 PCI-E x1 porte.
På S-ATA siden tilbydes RAID 0, 1, 5, 10 og JBOD; endvidere er der mulighed for eSATA.
Modsat den tidligere SB7xx generation, ser vi at Advanced Clock Calibration er forsvundet fra SB850 southbridge chippen, hvilket ellers var funktionaliteten, som gjorde det muligt at oplåse låste CPU kerner, og således kunne få en Dual core CPU til at opføre sig som en Triple- eller Quadcore. Men naturligvis har AMD ikke fjernet deres optimerede CPU styring, men blot gemt den væk, så “bonus hacks”, som vi så dem ved ACC ikke længere er umiddelbart tilgængelige. Heldigvis er tilsvarende funktionalitet tilgængelig via “custom løsninger” fra en række producenter, så der er ikke grund til at fortvivle endnu: Vælger du det rigtige bundkort så kan du stadig få en CPU kerne eller to ekstra på trods af AMDs tiltag.
Bundkortets specification og features
Tager vi en tur omkring ASRocks hjemmeside kan vi lægge ud med at kigge på feature liste og specifikationer for 890FX Deluxe3 bundkortet.
Feature listen ser ud som følgende:
- Support for Socket AM3 processors: AMD Phenom™ II X6 / X4 / X3 / X2 (except 920 / 940) / Athlon II X4 / X3 / X2 / Sempron processors
- Phenom II X6 6-Core CPU Ready
- Advanced V8 + 2 Power Phase Design
- Supports CPU up to 140W
- Supports AMD’s Cool ‘n’ Quiet Technology
- FSB 2600 MHz (5.2 GT/s)
- Supports Untied Overclocking Technology
- Supports Hyper-Transport 3.0 (HT 3.0) Technology
- Supports UCC feature (Unlock CPU Core)
- ASRock DuraCap (2.5 x longer life time), 100% Japan-made high-quality Conductive Polymer Capacitors
- AMD 890FX Northbridge
- AMD SB850 Southbridge
- AMD Vision Black
- Supports Dual Channel DDR3 1800(OC)/1600(OC)/1333/1066/800 (4 x DIMM slots) non-ECC, un-buffered memory, Max. capacity up to 16GB
- Cool Heatpipe Design
- 2 x PCI Express 2.0 x16 slot (x16 mode), 1 x PCI Express 2.0 x16 slot (x4 mode), 2 x PCI Express 2.0 x1, 2 x PCI slots
- Supports ATI Quad CrossFireX, 3-Way CrossFireX and CrossFireX
- 1 x eSATAIII connector, 8 x SATA3 6.0 Gb/s connectors, 4 x USB 3.0 ports
- Smart Swith Design : 1 x Power Switch with LED, 1 x Reset Switch with LED, 1 x Clear CMOS Switch with LED
- Dr. Debug LED display for easy diagnostics of system issues.
- Supports ASRock Instant Boot, Instant Flash, OC Tuner, IES, OC DNA, Multi-Speed Fan Control
- 7.1 CH HD Audio with Content Protection, DAC with 110dB dynamic range (VIA VT2020 Audio Codec with QSound) , Premium Blu-ray audio support
- ErP/EuP Ready
Af tilslutningsmuligheder finder vi følgende:
Onboard
- 6 x SATA3 6.0 Gb/s connectors – AMD SB850, support RAID (RAID 0, RAID 1, RAID 10 and JBOD), NCQ, AHCI and “Hot Plug” functions
- 2 x SATA3 6.0 GB/s connectors – Marvell SE9123/9120, support NCQ, AHCI and “Hot Plug” functions
- 1 x ATA133 IDE connector (supports 2 x IDE devices)
- 1 x Floppy connector
- 1 x IR header
- 1 x COM port header
- 1 x IEEE 1394 header
- 1 x HDMI SPDIF Header
- 1 x Power LED header
- CPU/Chassis/Power FAN connector
- 24 pin ATX power connector
- 4 pin 12V power connector
- CD in header
- Front panel audio connector
- 2 x USB 2.0 headers (support 4 USB 2.0 ports)
I/O Bagpanel
- 1 x PS/2 Keyboard Port
- 1 x PS/2 Mouse port
- 1 x Optical SPDIF Out Port
- 1 x Coaxial SPDIF Out Port
- 4 x Ready-to-Use USB 2.0 Ports
- 4 x Ready-to-Use USB 3.0 Ports
- 1 x eSATAII Port
- 1 x RJ-45 LAN Port with LED (ACT/LINK LED and SPEED LED)
- 1 x IEEE 1394
- 1 x Clear CMOS Switch with LED
- HD Audio Jack: Front / Side / Rear / Central / Bass Speaker + Line in / Microphone
I kraft af AM3 soklen understøtter bundkortet som det ses kun AMDs nye Phenom II CPU’er (enkelte modeller undtaget), hvilket skyldes at der skal anvendes DDR3 RAM i dette kort, og de ældre AM2+ CPU’er ikke kommer med en memory controller, som kan håndtere disse.
Vi kan også se at både SATA3 og USB3.0 for alvor har holdt deres indtog hos ASRock, der med 890FX Deluxe3 tilbyder 6xSATA3 fra AMDs SB850, samt yderligere 2xSATA3 fra Marvel SE9123/9120 controller chipsættet; og endelig 4xUSB3.0 via en NEC MPD720200 kreds. Om end termen “fremtidssikret” har vist sig at være omsonst når vi taler hardware, så vil man helt klar være ganske godt forberedt med dette bundkort.
Normalt kan man dog frygte at SATA3 og USB3.0 vil “æde” PCI-E lanes, som især vil gå ud over den tilgængelige båndbredde ved Crossfire, men som vi så ved P55 Deluxe3, så kommer 890FX Deluxe3 også med ASRock True 333, som betyder at selvom du f.eks. tilsluttet et stykke USB3.0 hardware i maskinen, så vil der ikke blive skruet ned for ydelsen andre steder i systemet, da dette bliver varetaget af et ekstra chipsæt.
Med 890FX chipsættet hed det sig også at det var slut med at trække “bonus-ydelse” ud af AMDs CPU’er ved at låse op for CPU kerner, som ellers var låste fra fabrikantens side. Dette er dog stadig muligt med ASRock 890FX Deluxe3, som tilbyder en 3-i-1 overclock funktionalitet kaldet Turbo UCC. Vha. Turbo UCC skulle systemet automatisk både kunne låse op for ekstra CPU kerner (via UCC – Unlock Core Control), foretage automatisk overclocking og sikre et så lavt strømforbrug som muligt.
Derudover har vi en række klassikere, som vi også så ved ASRocks P55 Deluxe3 motherboard, såsom smart switch design og Debug LED på bundkortet, som vil gøre det nemmere at tweake systemet; et V8+2 power phase design, så der er sikret optimal og stabil strøm til CPU’en; samt kraftig køleprofiler på Northbridge samt MOSFETs, forbundet med en heatpipe. En lille detalje man bemærker her er desuden at ASRock har valgt at sætte en 40mm aktiv blæser på den ene køleprofil, så kølingen er 100% sikret, om end dette er ikke en løsning, der ses særligt ofte længere og giver altid anledning til bekymringer for højfrekvent hylen fra den lille blæser.
890FX er klart et chipsæt, som lægger op til at der skal hives ekstra ydelse ud af systemet, og med inkluderingen af Turbo UCC, ASRock OC Tuner og OC DNA understreger ASRock også dette formål, og skal naturligvis afprøves.
Vi vil kigge nærmere på hvad bundkortet kan præstere i det følgende, men en enkelt feature skal dog fremhæves her, da den ikke indgår i det typiske test forløb, nemlig strømbesparende egenskaber. Efterhånden er det mere og mere almindeligt at et PC system bygges op efter en af to principper: Maksimal ydelse eller minimalt strømforbrug. Et 890FX baseret bundkort vil næppe være det mest logiske valg, såfremt du går efter et strømbesparende system. Det afholder dog ikke ASRock fra også at certificere dette bundkort efter EuP2.0 (Energy Using Product) standarden. EuP2.0 standarden diktere at strømforbruget af et produkt i slukket/stand-by tilstand ikke må overstige 0.50watt og det er således hvad ASRock garanterer. Det kræver at produktet er kædet sammen med en strømforsyning som ligeledes overholder standarden, men er det tilfældet så behøver du heller ikke bekymre dig om dit standby strømforbrug nævneværdig grad. I det konkrete tilfælde er det er måske ikke det helt store salgs argument og vil næppe være miljøets frelse, men lidt har også ret og er stadig værd at tage med.
Pakkens indhold
Åbner vi kassen og starter med at kigge på, hvad der følger med ASRock 890FX Deluxe3, så har vi et bundle som næsten er 100% identisk med hvad ASRock P55 Deluxe3 bundkortet tilbød.
Konkret finder vi følgende i kassen:
- Quick Installation Guide
- BIOS Setup Guide
- Instant Boot Guide
- Intelligent Energy Saver Guide
- Driver Cd-rom
- I/O skjold
- 2x Molex-til-SATA strøm-adapter
- 4x S-ATA kabler
- 1x ATA-133 kabel
- 1x FDD kabel
Helt som vi kender det, så er den medfølgende manual en anelse skrabet og forklarer kun det mest basale – dog på en række forskellige sprog; har man behov for flere detaljer, så kan en mere udførlig manual på engelsk findes på de inkluderede Cd-rommer i pdf format.
Cd-rommerne indeholder udover manual og de nødvendige drivers også en række applikationer, bl.a. ASRocks egen OC Tuner, samt AMD Overdrive (AOD) software. ASRock har denne gang også inkluderet en guide, som forklarer funktionaliteten bag Instant Boot og IES, men en række af de medfølgende applikationer kommer uden nærmere vejledning, og disse må man selv snuse sig frem til på ASRocks (eller AMDs) hjemmeside.
BIOS guiden er dog et nyt tiltag, og selvom den ikke formår at forklare alle detaljer omkring de enkelte BIOS indstillinger og muligheder, så er den dog rimelig udførlig, og kan give lidt ekstra information når det er nødvendigt. Det er dog ikke en “dummy’s guide”, så hvis du i forvejen intet kender til, hvordan du bevæger dig rundt i en BIOS, så vil den ikke bidrage med ret meget.
Bundkortets layout
ASRock 890FX Deluxe3 følger tydeligt den samme design retningslinie som vi så ved ASRock P55 Deluxe3, og er således igen en fornøjelse at se på såvel som at arbejde med.
Præcis som med den P55 baserede navnebror, så har vi her et mørkt PCB kombineret med blå og hvide stik og sokler og specielt designede køleprofiler til hh. MOSFETs samt chipsæt med ASRocks logo. Igen et bundkort fra ASRock, som bryder med deres budget image, og absolut på ingen måder signallerer, at det er et discount produkt.
Som sædvanlig lægger vi ud med at tage en tur rundt om kortet og starter med at kigge på bundkortets forreste kant. Bevæger vi os fra højre mod venstre, så render vi først ind i det obligatoriske 24-pins ATX strømstik umiddelbart foran de 4 farve-kodede DDR3 RAM sokler.
Herefter har vi frontpanel headeren, samt en lidt atypisk og selvstændigt 3-pins POWER LED header, der vha. varierende LED blinke hastighed signalerer hvilken “stand-by state” systemet befinder sig. Frontpanel headeren efterfølges af en (hvid) IEEE1394 og (blå) USB2.0 header, hvorved ASRock således har sikret sig nem tilslutning til de typiske udtag, vi finder på størstedelen af kabinetter nutildags.
Fortsætter vi mod venstre, render vi ind i det aldrende IDE/ATA stik, her vinklet 90 grader for at undgå at komme i karambolage med lange grafikkort, samt 3×2 SATA3 stik, ligeledes vinklet 90 grader.
Runder vi hjørnet ser vi først en speaker header, samt en jumper til til- eller frakoble muligheden for at få Power On fra et USB device. Herefter ser vi bundkortets “smart switches”, som består af to microswitchen hh. til power on/off og reset, samt Dr. Debug LED udlæsningen til at debugge evt. problemer ved overclock og/eller system fejl. Efterfølgende har vi bundkortets første ud af tre Case fan tilslutningen, om end denne – foruden CPU blæser-tilslutningen – er den eneste med et 4-pins stik.
Skipper vi videre har vi CLEAR_CMOS jumperen, bundkortets anden USB2.0 header, endnu en casefan tilslutning, samt en IR header. Herefter har vi en FDD tilslutning, hvilket virker omsonst da et floppydrev efterhånden kun skal bruges i forbindelse med installation af RAID/SATA drivere til ældre operativ systemer såsom XP og derfor ikke længere har noget formål; den bliver yderligere efterfulgt af endnu en semi-uddød tilslutning: en COM port header.
Inden vi når hjørnet har vi yderligere 2 SATA3 tilslutning, denne gang fra Marvell SE9123/9120 chippen, og placeret så de vil være utroligt nemme at komme til såfremt der bliver isat en eSATA bracket med udtag på kabinettets bagside.
Vi runder endnu et hjørne og kigger lidt på hvad bundkortet tilbyder af udvidelsesporte. Her har vi hh. 2xPCI-E x16 (x16 mode), 1x PCI-E x16 (x4 mode), 2x PCI-E x1 og 2x PCI (legacy).
Udvidelsesportene er fordelt yderst fornuftigt, så selv med 2 store grafikkort installeret med dobbelt-slot køleløsninger i de to (blå) PCI-E x16 porte, vil der stadig være 1x PCI-E x1 + 1x PCI (legacy) + 1xPCI-E x16 (x4 mode) porte til rådighed og således tilbyde de mest nødvendige tilslutninger.
Foran den ene PCI-E x1 port finder yderligere CD In headeren samt strømtilslutningen til den inkluderede 40mm blæser; om end denne er lidt tæt på PCI-E porten, så bør den dog ikke komme i karambolage med selve PCI-E kortet.
Skipper vi i første omgang IO Portene, og kigger på den sidste side af bundkortet, så har vi her yderligere et sæt jumpers, som styrer hh. USB Power On og PS/2 keyboard Power On fra bagpanelets porte, samt en HDMI header. Endelig har vi også bundkortets sidste casefan tilslutning, et 8-pins P4 strømstik og CPU blæserens tilslutning.
Vi kan desuden også se den ganske overbevisende køleløsning som dækker hh. northbridge og MOSFETs – forbundet med en tyk heatpipe.
Vender vi tilbage til IO portene, så har vi her et ganske imponerende udvalg af ind- og udgange.
Først finder vi 2 PS/2 stik til hh. mus og keyboard efterfulgt af en Clear CMOS switch, således at BIOS hurtigt kan nulstilles selv efter montering i et lukket kabinet. Vi møder derefter de to digitale lyd-output (hh. Coax og optisk) samt 8 stk USB stik, fordelt på 4x USB3.0 (blå) og 4x USB2.0 (sort/rød). Derudover har vi 1 stk. Firewire stik, 1 stk eSATA samt 1 stk RJ45 LAN tilslutningen.
På den analoge lydside har vi udtag til et 7.1 lyd-setup, dvs. 4 mini-jacks til hh. front, side, rear, og center/sub, samt 2 mini-jack til line in og Microphone in. Samtidig bør det pointeres at headeren til lyd-udtag via kabinettets frontpanel er placeret umiddelbart lige bag de 6 minijacks.
Som det ses, har vi endnu engang fat i et rigtigt fornuftigt bundkort fra ASRock med et gennemtænkt layout, som tilbyder alt hvad der måtte være behov for. De fleste headers er rigtigt godt placeret især med henblik på tilslutning til et kabinet frontpanel – med audio headeren, som den eneste undtagelse, da den som sædvanlig ligger gemt lidt langt væk. Umiddelbart er der således ikke noget af betydning at udsætte på bundkortets design, og det absolut eneste man måske kunne ønske sig var muligheden for et USB3.0 udtag via en onboard header.
Installation og opsætning
Vi starter med at installere bundkortet og kigge lidt på hvad det tilbyder, når der bliver sat strøm til.
Først render vi naturligvis ind i BIOS’en, som her kommer fra American Megatrends.
Som sædvanlig vælger vi at ignorere det meste af BIOS, som generelt er ret standard, og i stedet kaste et hurtigt blik på de mest interessante områder, som primært vil komme i brug når der skal pilles lidt ved overclocking, nemlig OC Tweaker samt Advanced sektionen.
(Bemærk: De anvendte screenshots er taget fra brugervejledningen og illustrere i enkelte tilfælde ikke alle muligheder i BIOS)
Kaster vi også hurtigt et blik på BIOS’ Advanced sektion har vi her en lang række ekstra parametre vi kan pille ved for systemet, herunder de få områder indenfor CPU og Chipsæt som ikke direkte involvere overclocking (og således allerede er dækket af OC Tweaker sektionen), samt ACPI, Storage, PCIPnP, Floppy, SuperIO samt USB konfiguration.
OC Tweaker sektionen er hvor alle de mest relevant setting for overclocking af CPU, samt RAM justeringer foretages. Her finder vi således en gedigen mængde parametre, som kan anvendes for at få et stabilt overclock kørt på plads.
Et par detaljer springer i øjnene, såsom EZ overclocking, der indeholder Turbo UCC (Off, Normal, Extreme) og Optimized CPU OC setting (5-50% i 5% forøgelser), der således tilbyder en række presets for hurtig overclocking.
(Bemærk: Turbo UCC erstatter Turbo60, som er afbilledet i manualen og på det viste screendump)
Derudover har vi også ASRock UCC, som låser op for CPU kerner (uden at overclocke dem modsat Turbo UCC), samt CPU Active Core Control, der skal give mulighed for at bestemme hvilke kerne, der låses op. Dvs. det er hvad dokumentationen lover, men i det konkrete tilfælde så vi ikke rigtigt nogen effekt af at hh. aktivere eller deaktivere CPU ACC. Da testen udføres med en Phenom II X2 550BE CPU, hvor det vides at kerne 3 er ok, men kerne 4 er defekt, så betyder dette helt konkret, at hvis ikke vi kan bestemme, at kun kerne 3 skal låses op, så vil systemet crashe og derfor er enhver form for “core unlock” funktionalitet meningsløs her. Har du en CPU, hvor alle kerner er brugbare, så er dette naturligvis ligegyldigt, men det ville så absolut være at foretrække at have fuld kontrol, som der også antydes i dokumentationen at vi burde have.
Foruden EZ Overclocking, samt oplåsning af cores m.v. finder vi naturligvis også mulighed for at justere CPU relaterede parametre såsom Hyperthreading reference clock, Frekvens multiplier samt processor voltage; foretage DRAM justering, samt tilrette chipsæt relaterede værdier. Derudover har vi endelig mulighed for at gemme ens overclock som en af 3 tilgængelige profiler, der hurtigt kan indlæses igen.
Går vi videre og kigger på den medfølgende Cd-rom får vi naturligvis den sædvanlige samling af nødvendige drivers, samt et par ganske brugbare utilities. Disse er gamle kendinger fra tidligere stiftede bekendtskaber med ASRocks bundkort og består af ASRock Instant Boot, IES (Intelligent Energy Saver), OC DNA samt OC Tuner.
ASRock Instant Boot er, som læserne måske er bekendte med, ASRocks system til at boote en PC op i Windows på under 4 sekunder. Når PCen lukkes ned sørger Instant Boot for reelt at foretage en genstart af maskinen og når den når “Windows Running” stadiet bliver maskinen sat i en hibernate-lignenden tilstand. Det betyder, at når maskinen bootes næste gang vil den starte op i “rebootet tilstand” uden overflødige processer kørende i baggrunden. Ideen med systemet er dog ganske god især for et mediacenter som dette hvor hurtigt boot tid kan være en kæmpe fordel, men med udbredelsen af Windows 7, hvor Microsoft endelig har fået styr på deres sleep/hibernate tilstand af systemet, er den måske lidt omsonst, da behovet er ret begrænset, når den – i operativ systemet – indbyggede funktion klarer opgaven fuldt ud.
Næste applikation på listen er Intelligent Energy Saver (eller blot IES): et lille værktøj til at automatisk op- og nedjustere CPU hastigheden afhængigt af behov. Det kan placere CPU’en i forskellige gear – eller faser – så der spares på strømmen, når der ikke er behov for ret meget ydelse. Samtidig er det muligt at få en oversigt over hvor mange Watt CPU’en sluger og hvor stor en energimængde, der er blevet sparet over tid.
IES byder ikke på noget banebrydende nyt, men er en fin lille applikation at have kørende, hvis ikke man ynder at lade sin maskine kører i højeste gear hele tiden, hvilket betyder at for et overclocket system vil den i det store hele være omsonst at bruge.
Fortsætter vi gennem listen af applikationer, så render vi nu ind i OC DNA. BIOS tilbyder allerede mulighed for at gemme op til 3 forskellige profiler, men vha. OC DNA applikationen er det nu også muligt at hente og gemme disse profiler inde fra Windows. Formålet herved er bl.a. at det bliver nemt at lave en ekstra backup af egne profiler, men giver også mulighed for at udveksle OC profiler med andre brugere med et lignende setup.
Sidste applikation er ASRocks OC Tuner, som giver mulighed for at justere en række parametre med henblik på overclocking og samtidig holde øje med diverse værdier og tilstande for bundkortet.
Overvågningen består af to sektioner, hh. System Health og Hardware Monitor, hvor førstnævnte også giver mulighed for at justere “CPU Quiet Fan” indstillinger, som sætter en grænseværdi for hvilken CPU temperatur der vil medføre at CPU blæseren bliver skruet op i hastighed. Desværre er muligheden for at justere de forskellige blæserer lidt begrænset, da parametrene kun består af en grænseværdi, så det ikke er muligt at justere blæserhastigheden ind efter en række forskellige temperatur intervaller.
Hardware Monitor sektionen er ren overvågning, og det er her ikke muligt at foretage justeringer af nogle af systemets værdier.
OC Tuner byder på begrænset udbud af de justeringsmuligheder for CPU, RAM og Chipsæt som vi også så i BIOS og fungere ganske upåklagelig. Da den dog kun byder på en brøkdel af de parametre vi finder i BIOS – eller i AMDs egen AOD applikation (AMD OverDrive), som er intet mindre end et suverænt værktøj til at pille ved næsten alle tænkelige og utænkelige parametre på AMD systemet – så er ASRock OC Tuner en anelse for begrænset til at være rigtigt brugbar; og skulle man alligevel ønske at bruge OC Tuner til at overclocke sit system med, så mangler det stadig en mulighed for at gemme forskellige OC profiler så de nemt kan hentes frem igen ved genstart.
Desværre virker ASRocks OC Tuner lidt overflødig, da systemet også kan justeres via AMDs AOD applikation (AMD OverDrive), som er intet mindre end et suverænt værktøj til at pille ved næsten alle tænkelige – og utænkelige – parametre på AMD systemet, og vil således langt være at foretrække for de fleste. ASRock har dog også indset dette og inkluderet AOD på den medfølgende Cd-rom (samt den kan hentes i den nyeste version direkte fra AMDs hjemmeside), hvorved OC Tuner applikationen nok udelukkende kommer til at henvende sig til førstegangs-overclockeren, der ikke skal overvældes af alt for mange muligheder.
Bundkortet i test
Med komponenterne sat på bundkortet og operativ system og drivers installeret er det på tide at se hvad ASRock 890FX Deluxe3 bundkortet kan præstere. Det anvendte test setup er opsummeret i nedenstående tabel:
Vi lægger ud med at se hvad CPU-Z siger om bundkortet og kan verificere at alt bliver korrekt identificeret:
Vi kaster også et blik på RAM ydelsen, som den ser ud ved default indstillingerne:
Overclocking
Der hersker ingen tvivl om, at ASRock 890FX Deluxe3 er et bundkort, som lægger op til overclocking, og vi vil derfor også se hvad vi kan pine ud af den relativt lille Phenom II X2 550BE CPU vi har til rådighed. Ikke overraskende er dette ikke et voldsom kraftig CPU, men vi har før det den have et ganske pænt overclock potentiale, og derfor kan den også fint bruges til at formålet.
Det er naturligvis oplagt at prøve at låse op for kerne nummer 3 og 4 i denne CPU, men vi ved på forhånd at kerne 4 er defekt og derfor vil en funktionalitet som dette bundkorts automatiske Turbo UCC funktion med sikkerhed fejle (hvilket den også gør). Vi havde håbet på, at den manuelle UCC (Unlock Core Control) havde tilbudt mulighed for at låse kerne 3 op, og lade kerne 4 forblive ulåst, men desværre var dette heller ikke muligt. Konkret betyder det derfor at vor overclocking forsøg udelukkende består af at skrue op for frekvensen på de 2 tilgængelige kerner.
I første omgang forsøgte vi os med den indbyggede EZ Overclocking, hvor vi dog “kun” kunne få presset ydelsen i vejret med 20% (til 3.7Ghz) før systemet blev ustabilt; det bør samtidig pointeres at ASRocks EZ Overclocking kun justerer bus hastigheden op, og således ikke udnytter de ulåste multipliers i denne Black Edition CPU. Da CPU’en før har bevist at kunne mere, måtte der bruges god, gammel “manuel OC”, hvor bushastigheden denne gang forblev 200Mhz, men multiplieren skruer op til 19.5x plus CPU_voltage sat op. Konkret opnåede vi således 3.9Ghz – men mere end dette ville CPU’en ikke være med til, hvilket stemmer fint overens med tidligere observerede tests.
Da den anvendte RAM type desværre ikke falder i den mest overclock egnede af slagsen (med en nomineret hastighed på 1333Mhz), så lod vi hastigheden på RAM forblive ved denne hastighed.
I CPU-Z ser vi således følgende værdier for CPU’en:
Benchmarks
For at få en ide om, hvad bundkortet kan, har vi naturligvis været igennem den vanlige række benchmarks. Først lod vi bundkortet håndtere samtlige indstillinger via “auto settings” i BIOS for CPU’en, dvs. den kørte således ved de nominerede 3.1Ghz (Multiplier på 15.5x) og efterfølgende blev samtlige benchmarks udført med ovennævnte overclocking.
Resultaterne bliver sammenholdt med 2 AMD chipsæt baserede bundkort vi tidligere har haft igennem redaktionen – og testet med selvsamme CPU. Det drejer sig konkret om ASRock A790GMH/128M, en 790GX løsning med DDR2 RAM, samt ASRock M3A785GMH/128M, en 785GX løsning med DDR3 RAM. Da disse 2 bundkort er testet med det integrerede grafikkort, og 890FX Deluxe3 ikke har et sådanne, betyder det at sammenligningen i de grafiske benchmarks naturligvis vil være voldsomt meget til 890FX bundkortets fordel, da disse er udført med et diskret NVIDIA GT240 bundkort, som unægteligt render fuldstændig fra hh. HD3300 og HD4200, som vi finder på de to tidligere testede bundkort. Derfor laver vi på de grafiske benchmarks også en sammenligning med ASRock P55 Deluxe3 bundkort, der ligeledes blev testet med et NVIDIA GT240 grafikkort, og om end det ikke er helt fair at sammenligne et system baseret på en AMD Phenom II X2 550BE CPU med et Intel Core i5/750 baseret system, så giver det stadig en rimelig idé om hvorhenne ASRock 890FX Deluxe3 placerer sig i feltet.
Vi lægger ud med de klassiske SiSoftware Sandra Lite benchmarks, hvor bundkortet kommer igennem hh. Dhrystone, der udgør en overordnet samling af typiske aritmatiske operationer; Whetstone, som især laver operationer håndteret af FPU’en; samt CPU Multimedia benchmarks repræsenteret ved Integer x8 (simulerede floating point operationer vha. integers), Floating x4 (floating point operationer) og Double x4 (double float) resultaterne.
Herefter lader vi SiSoftware Sandra Lite kigge hukommelses-ydelsen efter i sømmene så vi kan se på hvad vi har at gøre godt med her.
Kigger vi på første graf, ser vi ikke en voldsom forskel på 785GX og 890FX systemet, og 890FX bundkortet ligger kun marginalt bedre end det lille 785GX bundkort. Over hele linien ser vi dog de to DDR3 baserede systemer have en fordel i forhold til 790GX bundkortets, som må nøjes med DDR2.
Ved betragning af grafen for RAM ydelse må vi dog konstatere, at de 3 systemer ikke adskiller sig voldsomt, og 890FX systemet ligger kun marginalt bedre end de 2 øvrige systemer. Samtidig kan vi se at ved overclocking løber vi ind i en flaskehals og ser faktisk RAM ydelsen dykke cirka 150mb/s, hvilket i høj grad antyder at dette system vil have godt af at få tilgang til noget mere aggressivt RAM end det her anvendte.
Efter SiSoft Sandra kigger vi på SuperPi (helt konkret SuperPi Mod v.1.5), hvor Pi udregnes (i vores benchmark med 1 mio. decimaler).
Tendensen er her ret tydelig, da de 3 systemet ikke yder nævneværdigt forskelligt. 890FX systemet har dog en marginal fordel, omend det reelt ikke er værd at tale om. Overclocking giver som forventet også en forbedring, men vi har stadig lang væk før vi når ned på den magiske 10 sekunder grænse.
Vi skal også en tur forbi Cinebench og se hvad systemet kan byde på her, og vi ser klart at her er en applikation, der formår at udnytte CPUens potentiale og virkelig formår at belaste systemet når der lukkes op for alle tilgængelige kerner – hvilket i det konkrete tilfælde er begrænset til ”sølle” 2.
Ved overclocking ser vi at både single og multi core udregningen såvel som OpenGL trækker systemet en score som er ganske tæt på 23% ekstra (næsten matchende en forøgelse på +25% forøgelse i frekvens ved OC). 790GX systemet halter en del bagefter, hvilket delvis kan tilskrives anvendense af DDR2 RAM samt at Cinebench her er afviklet på et Windows 7 32 bit operativ system (kontra 64bit for hh 785GX og 890FX systemerne). Forskellen på 785GX og 890FX systemet er dog også marginal, med en lille fordel til 890FX.
Vi slutter den syntetiske benchmark runde af med at trække systemet igennem de klassiske FutureMark 3D tests. Ofte ses overclocking også hovedsageligt mhp. at få mere ydelse i spil, så det bør også være muligt at vurdere dette udfra disse tal. Det anvendte grafikkort er som nævnt et NVIDIA GT240 og her vælger vi også at inddrage det tidligere testede P55 Deluxe3 bundkort, for at lave en parallel til et (om end hurtigere) system, der også har anvendt NVIDIA GT240 kortet.
890FX systemet formår – på trods af en noget ringere CPU – at holde sig ganske pænt i hælene på P55 systemet, og vi kan således kort konstatere at der ikke er ret meget at udsætte på dette system.
En hurtig opsummering på ydelsen af ASRock 890FX Deluxe3 må klart være at sammenholdt med det tidligere anmeldte ASRock 785GMH/128M, så er der faktisk reelt ikke den store ydelses forskel og rent overclocking-mæssigt formår dette bundkort heller ikke at pine mere ud af den relativt lille CPU anvendt her. Dette skyldes i høj grad, at der ikke er den store forskel på de sidste par generationer af AMDs chipsæt udover “små detaljer” som SATA3 understøtelse – og flere PCI-E lanes for FX generationernes vedkommende – og et 890FX baseret bundkort kommer således først til sin ret, når det anvendes i et crossfire setup, hvor der for alvor kan trækkes på samtlige PCI-E lanes.
Overordnet set er der dog intet at udsætte på ASRock 890FX Deluxe3 bundkortets ydelse og det har kørt yderst stabilt under hele testen.
Men hvad med…?
Der melder sig helt klart et par spørgmål, som vi ikke har besvaret i det ovenstående:
Hvad med USB3.0 og SATA3 ydelsen? Vi har desværre i skrivende stund ikke noget hardware til rådighed, som kan bruges til at måle ydelse på USB3.0 eller SATA3, og vi kan derfor heller ikke udtale os konkret om den. Dog ved vi at der generelt er en ganske betydeligt ydelsesforbedring at se på USB3.0 kontra USB2.0 og kan kun glæde os over at ASRock 890FX Deluxe3 tilbyder hele 4 af disse porte – og vi kan kun forestille os, at ydelsen på dette bundkort helt svarer til hvad vi så på P55 Deluxe3 modellen. SATA3 ydelsen generelt er dog på nuværende tidspunkt ikke så interessant, da der endnu ikke er ret mange drev, der for alvor kan udfordre SATA2; indtil det er tilfældet så er det ikke megen grund til eller behov for, at falde på halen over SATA3 endnu.
Et andet spørgsmål er naturligvis “hvor meget larmer den lille blæser?”; normalt er undertegnede ikke tilhænger af aktive køleløsninger på chipsæt og deslige, da disse alt for ofte har larmet mere end de burde: den høje hastighed betyder høj frekvent hylen, hvilket ofte kan skære igennem den “almindelige støj” fra andre blæsere og mekaniske drev. Faktum er dog at den lille 40mm blæser anvendt her ikke alene er overraskende lydsvag og netop ikke afgivende nogen hylende lyd som ellers frygtet, men samtidig også helt klart give ekstra køling til MOSFETs og chipsæt, så der ikke bør blive nogen problemer med overophedning af disse komponenter, sålænge det anvendte kabinet tilbyder en tilstrækkelig luftgennemstrømning.
Hvad koster ASRock 890FX Deluxe3?
ASRock 890FX Deluxe3 koster i skrivende stund cirka 1150kr og er således pt. det billigste 890FX bundkort tilgængeligt, selvom det byder på en feature pakke på ligger på niveau med noget mere bekostelige konkurrende produkter fra andre producenter, og der samtidig ikke er grund til at tro, at ASRock 890FX Deluxe3 halter bagefter rent ydelsesmæssigt overhovedet. Der er således intet at udsætte på prisen, som kun kan betragtes som værende særdeles god.
Konklusion
Undertegnede må efterhånden konstatere at det er ved at være en lidt triviel opgave at lave en konklusion på et ASRock bundkort, da vi nu gang på gang har set et produkt, som kan levere en god og stabil ydelse til en rigtig stærk pris. Med de nye serier (især P55 Deluxe3, X58 Extreme3 og nu 890FX Deluxe3) har ASRock også eftertrykkeligt understreget at de ikke kun formår at lave fremragende budget bundkort, men også kan være med blandt de store drenge, hvor deres løsninger nu både ydelses- og udseendemæssigt er helt på linie med hvad vi ser fra konkurrenterne.
Opsummeringen på ASRock 890FX Deluxe3 kommer derfor til at lyde som afkog på tidligere konklusioner: Et stabilt bundkort med et gennemført design – både layoutmæssigt såvel som æstetisk, der leverer alt hvad det lover, alt hvad der måtte være behov for – og lidt til. De mange tilslutningmulighed som 890FX/SB850 chipsættet tilbyder kombineret med ekstra tilslutninger via Marvell og NEC controller chips, betyder at selv hvis markedet eksploderer med SATA3 og USB3 hardware, så vil dette bundkort ikke stå tilbage.
ASRock 890FX Deluxe3 er et entusiast kort, og derfor henvender det sig også primært til det segment, som vil bruge det med en stor crossfire grafikkort løsning, samt en hurtig (quad- eller hexa-core) CPU; har du ikke intentioner om at udnytte de mange PCI-E lanes afsat til grafikkortene, så er der andre mere oplagte valg, men den overordnede kvalitet og konstruktion af 890FX Deluxe3 vil dog stadig gøre det til et fristende køb. Derudover er der prisen, som umiddelbart gør det til det stærkeste bud på et 890FX baseret bundkort på markedet lige pt. og blot er endnu et plus i bogen.
Det absolut eneste nævneværdige undertegnede kan finde at sætte fingre på ved dette bundkort er, at BIOS ikke gav mulighed for at styre præcis hvilken CPU kerne, der skulle låses op ved UCC/CPU Active Core Control, hvilket kun vil være relevant hvis man – som vi – har en dualcore CPU, hvor kerne 3 er ok, men kerne 4 er defekt. Det er dog en skønhedsfejl og for langt de fleste brugere vil det aldrig nogensinde være relevant.
På den baggrund kan vi kun varmt anbefale ASRock 890FX Deluxe3, som et bundkort der absolut bør overvejes, når jagten går ind på et 890FX baseret system.

ASRock 890FX Deluxe3 ender på 90 points på iTrends karakter-skala for endnu et bundkort, der præsterer alt hvad det skal, har et lækkert og gennemført design, og en overvældende palette af features og funktioner. Der er ganske simpelt ikke noget reelt at udsætte på dette bundkort – og kigger vi på prisen så er det intet mindre end et ren fund. Af samme grund får ASRock 890FX Deluxe3 også en Solid Product Award med sig, da dette bundkort ganske simpelt ikke bør overses.

Conclusion
Yours truly have to admit that writing a conclusion to an ASRock motherboard review is becoming a rather trivial task, as we once again have a product that delivers an excellent and very stable performance at a truly strong price. With the latest additions to the ASRock line-up (particularly the P55 Deluxe3, X58 Extreme3 and now also the 890FX Deluxe3) ASRock have in no uncertain terms made it clear that not only do they excel in producing superior budget motherboards, but they can also compete with the big boys with motherboard solutions that now sport a performance and design that’s fully in par with what we see from the competition.
The summary of the ASRock 890FX Deluxe3 motherboard therefore sounds like something we’ve heard before: A stable motherboard with a well though-out design – both in regard to layout as well as aesthetics – that delivers everything it promises, anything you may need – and then some. The many options in regard to connectability that the 890FX/SB850 chipset offers combined with additional connections via the Marvell and NEC controller chips also means that even if the market explodes with SATA3 and USB3 devices then this motherboard still won’t be left behind.
ASRock 890FX Deluxe3 is an enthusiast motherboard and therefore it’s primarily focused at the user groups that want to use it in combination with a crossfire solution plus a fast (quad or hexa-core) CPU; if you do not have any intentions of utilizing the many PCI-E lanes dedicated to the graphics port, then there are plenty of other more reasonable solutions to choose from, men the overall quality and construction of the 890FX Deluxe3 still make it a very tempting buy. Particular if you look at the price with makes it the currently strongest bid for a 890FX system on the market at the moment.
The absolute only thing yours truly can put a finger on with this motherboard is that the BIOS did not offer the option of deciding exactly which CPU core one would like to unlock using the UCC/CPU Active Core Control functionality. However this is something that will ONLY be relevant if you – as we – have a dualcore CPU where core 3 is ok, but core 4 is defective. However this is a minor issue and something the vast majority of users will never find relevant.
Therefore we can only give the ASRock 890FX Deluxe3 motherboard high recommendations as it is a motherboard that definitely should be considered if you’re on the market for a 890FX based system.

ASRock 890FX Deluxe3 ends up with a score of 90 points on the iTrends grading scale for yet another motherboard that delivers everything it’s supposed to, sports a truly nice and well thought-out design, and an overwhelming amount of features and functions. There’s quite simply nothing to put ones finger on with regard to this motherboard – and if we look at the price it’s nothing short of a steal. For the same reason we also award the ASRock 890FX Deluxe3 motherboard with a Solid Product Award, as this motherboard simply should not be overlooked by any AMD enthusiast.

Kategori: bundkort & CPU • Featured • Hardware



































[...] ASRock 890FX Deluxe3 | ITrends.dk Submitted on:Tuesday 8th of June 2010 05:03:27 AM voted by 6 users [...]
undrer jo ingen at det får 90 point. Det gør alt jo næsten. 80-90 point. Det er lidt svært at tage seriøst i længden.
Beatwolf,
Karaktérskalaer er en evig kilde til diskussion.
Som jeg mener jeg allerede har nævnt for dig i en tidligere kommentar så har vi ikke helt selv styr på hvad vi får ind til anmeldelse: Producenterne vælger ofte ud og de er naturligvis interesseret i at sikre sig så høj en karakter som muligt, og sender derfor typisk hvad de mener er de bedre produkter i deres sortiment. Det betydet at mængden af “skrammel” som kommer til anmeldelse efterhånden er uhyggeligt begrænset og derfor har karaktererne en generel tendens til at ligge i den høje ende. Omvendt så forekommer det dog stadig at selv habile producenter laver produkter hvor man tænker “Eh?” (Gigabyte GT240 eller Razer Kabuto er eksempler herpå) og de har også fået karakter derefter.
Skal vi så moderere vores karaktérskala så den reflektere dette et generelt højt (for højt?) niveau? Problemet er her at så risikerer du at få en skala hvor de høje karakterer er umulige at opnå plus du så har et rigtigt godt produkt som får f.eks. 65/100; måske du ser det anderledes, men i min verden så vil første reaktion være “hvorfor får den kun whatever points når de er positive overfor produktet hele vejen igennem anmeldelsen og ikke kan fremhæve nogle egentlige fejl eller mangler?”. En konkurrerende anmelder side har taget denne tilgang, og giver en langt lavere karakterer men smider så rask væk en award for et godt produkt oveni, hvilket IMHO giver et voldsomt forvirrende billede.
Samtidig vil jeg vove den påstand, at hvis du går til eksamen, laver en gennemført præstation og så får at vide “Vi ville jo gerne gi’ dig 12, men da vi allerede har set præstationer på dit niveau og vi er bange for at give for mange høje karakterer, så må du nøjes med 7″, så ville du også blive temmelig møffen….Hvis et produkt fortjener en høj karakter, så skal det også ha’ en høj karakter.
Reelt set tror jeg det største problem ligger i at mange ikke tager sig tid til at læse selve anmeldelsen, men blot skimmer den igennem og så ellers drøner direkte til den endelige karakter; det giver måske ikke så meget indsigt i hvorfor produktet så ryger ind på den karaktér, som den ender på. (Det er naturligvis en udokumenteret påstand fra min side, men ikke desto mindre den fornemmelse man ofte sidder med).
Det sagt, så vil vi naturligvis meget gerne høre alternativer til hvordan vi kan gøre det bedre (andet end bare generelt at give lavere karakterer). Hvad er det som springer i øjnene hos dig som gør at du mener et produkt skal have en lavere karakter? Overser vi nogle (åbenlyse?) detaljer som bør inddrages i testen og kan medføre at et produkt ikke fremstår i helt så positivt et lys?
Istedet for at køre diskussionen som kommentarer til denne artikel så kunne jeg måske overtale dig om at oprette en diskussionforum tråd, hvor den generelle karakter-givning kan diskuteres, så andre læsere har en lidt bedre chance for også at være med i dialogen?
[...] quality yang baik, desain OK, tapi harga terjangkau. Awards ToxicoPC, PureOverclock, AMDClub, iTrends, PCTreiber Features and Specification EuP / ErP Reday. EuP / ErP, stands for Energy Using Product, [...]