Flydende højtaler
Produkt udlånt af: CoolStuff.dk
Det kan hurtigt blive en vane at vi har vores musik med de fleste steder. Det er jo gjort super nemt med små mp3 afspillere, og bare en rimelig afspiller er jo nærmest blevet standard på mobiltelefoner. Men der er steder hvor sådan elektronik ikke er sikkert at medbringe. Sådan et sted kunne være i nærheden af en pool, for skulle elektronikken komme for meget i kontakt med det våde, så holder den som regel op med at virke.
Men løsningen er ikke så langt væk. Eller faktisk er det meningen at en del af løsningen skal være det. Vi skal nemlig se på en trådløs og vandtæt højtaler, som gør det muligt at få musikken helt ud til poolen, uden at udsætte den dyrbare elektronik for unødig fare.
Dette er hvad vi finder i den ret anonyme hvide kasse som højtaleren kommer i. Ud over sender enheden og højtaleren, finder vi en strømforsyning til senderen, et phono-jack kabel og en vejledning. Eller faktisk er der 2 vejledninger, hvor den gule er en slags quick guide, og man kan faktisk godt klare sig med at læse den gule, da den gule indeholder de vigtigste ”no go’s” og vejledning til at få gang i skidtet.
Men hvem er producenten? Tjah, det fremgår ikke af kassen og faktisk heller ikke af vejledningen, så vi har tydeligvis fat i et noname produkt. Eneste info om produduktion er, at den er made in China.
Højtaleren har en diameter på ca. 17cm og senderen er ca. 11 x 8,5 x 12cm (H x B x D).
Den hvide går lidt dybere i forklaringerne, og det er også i den hvide at vi finder specifikationerne som ses herover.
Højtaleren er udført i hvid plastik, og den virker meget solid, både pga. vægten, men også lyden den afgiver når man banker på den, tyder på at der er noget gods i den. Det sorte bælte som går hele vejen rundt om højtaleren, er blød gummi som både kan give lidt bedre greb om højtaleren.
På hver side af højtaleren er der knapper til at betjene den. På den ene side er der power og scan knap, og på den anden er der volume op og ned, og en knap til at tænde og slukke for lyset i den gennemsigtige stribe som, er i den nederste del af det sorte gummi bælte. Man skulle tro, at dette gummi bælte også fungerede som tætning af knapperne, men de er tætnet med gummi inde bagved igen.
I toppen er der et aftageligt skjold som skjuler selve højtaleren. Der skal selvfølgelig være nogle huller for at lydbølgerne kan slippe ud, og det betyder at der jo kan komme vand ind. Men det kommer nemt ud igen ved at vende den på hovedet, og derefter klappe stille ved hullerne, for de er så små så den sidste smule vand ikke løber ud af sig selv.
Så man behøver altså ikke at fjerne skjoldet for at få vandet ud, men det kan altså fjernes så man kan gøre højtaleren ren. Normalt skal man jo helst holde fingrene fra højtaleren, men den virker til at være rimelig robust, i hvert fald rigeligt til at man uden problemer kan tørre den med en våd klud.
I buden af højtaleren er der et skruelåg, som skjuler rummet til de 6 stk. AA batterier der skal give power til højtaleren. Rummet er tætnet på den nok mest simple og effektive måde, nemlig med en gummiring som forsegler når låget skrues på.
Herinde finder vi også et af de tegn, der viser at vi har med noget at gøre, som er af bedre kvalitet. Ser man på de fjedre som batteriernes “-” pol skal have kontakt med, så er det ikke bare de billigste standard fjedre der er brugt. De er lavet på en lidt mere speciel måde som gør, at man skal sætte batteriet i med “+” polen først, og så jokke “-” polen på plads til sidst. Dette gør det meget nemmere at montere batterierne, for med normale fjedre kan det være et helvede at få de bagerste på plads, hvis de som her ligger i flere etager.
Dette er sender enheden. Den skrå overflade er bekædt med samme sorte gummi som der var på højtaleren, og det giver her lidt bedre greb så man kan have sin afspiller liggende her.
På bagsiden af senderen har vi en on/off knap som giver sig selv, men ud over den har vi også en kanal omskifter, så man kan skifte mellem de 3 forskellige kanaler som systemet kan køre på. De forskellige kanaler bruges til, at man kan have flere systemer kørende i nærheden af hinanden, uden at deres signal kommer til at overlappe hinanden, f.eks. hvis naboen tilfældigvis også har en.
Af stik har vi 2 phono tilslutninger, som kan bruges til det medfølgende kabel, som er et phono til jack kabel. Denne input mulighed, gør det lidt nemmere at tilslutte noget som kræver lidt længere kabel, som f.eks. et stationært anlæg. Men der er en mulighed mere, for der er nemlig også indbygget et jackstik i senderen. Det kan udtrækkes 20 cm så det lige kan nå en afspiller på den anden side af enheden, og det har praktisk automatisk indspolning ved et lille ryk i ledningen.
I bunden er der plads til 4 stk. AA batterier, som kan forsyne senderen med strøm, så man er altså ikke bundet af at bruge den medfølgende adapter og være i nærheden af en stikkontakt. Man skal dog være klar over at senderen IKKE er vandtæt, så den skal ikke for tæt på det våde.
Her er en lydkilde sluttet til senderen, og der er oprettet forbindelse mellem sender og højtaler. Dette gøres ved at trykke på scan knappen på højtaleren, og efter kort søgen får den forbindelse til senderen, og næste gang man tænder den, har den forbindelse på få sekunder af sig selv. Når der er forbindelse mellem enhederne, så skifter lyset på højtaleren til blåt.
Før der er oprettet forbindelse er dette nemlig grønt, lige bortset fra den lysende stribe på højtaleren. Dette er kun blåt og kan tændes og slukkes med en knap, og har kun dekorativt formål. Men det gør det lidt nemmere at finde højtaleren om aftenen, og så ser det bestemt ikke skidt ud jo.
Lyset på senderen starter også med at være grønt, men det skifter til blåt så snart der kommer lyd til senderen. Hvis der så i en periode på 4 minutter ikke kommer noget lyd, så skifter senderen til standby mode og lukker linket til højtaleren ned. Lyset i både sender og højtaler skifter til grønt, og i denne tilstand slukker højtaleren af sig selv efter 5 min uden signal. Så man behøver faktisk ikke en gang at gå hen og slukke højtaleren når man er færdig med at bruge den. Og det er jo en ret lækker feature hvis den ligger ude midt i poolen, og man er færdig med at bade.
Test & oplevelse
Det er ret mange batterier der skal til, bare til selve højtaleren. Vil man også køre senderen på batterier, så er det i alt 10 batterier man skal skal have fat i. Men i de fleste tilfælde har man sikkert mulighed for at bruge en stikkontakt til senderen, og da dens rækkevidde er 100 m(fri luft) så er man ikke så fastlåst. Det skal lige siges, at jeg ikke har været ude på 100m, men den har uden problemer smidt lyden 30m, hvor huset også stod i vejen.
Men det er jo også interessant hvor længe den nu kan køre på batterierne, så højtaleren blev udstyret med 6 stk. 2500mAh batterier, og blev sat til at spille radio via en mobiltelefon. Og højtaleren kørte faktisk i 10-11 timer før den gav op, men her spiller volumen selvfølglig også ind. Dette resultat blev opnået ved lidt skiftende volume, men generelt stod den på mellem/lidt under mellem.
Efter batterierne var lader op igen, blev højtaleren testet indendøre, og her var volumen mere dæmpet så man samtidig kan snakke sammen, selv om man står lige op af højtaleren. Og her kørte den i hele 19 timer. Da jeg gik den modsatte vej og satte fuld volume på, der røg vi ned på omkring 6 timer. Stadig imponerende når man hører hvor højt den faktisk spiller.
Senderen blev også udstyret med batterier, og den bruger forbavsende lidt strøm. På de genopladelige 2500mAh batterier kørte den nemlig hele 36 timer, så højtaleren er bestemt også velegnet til at tage med sig, evt. en tur på stranden hvor sender og afspiller kan ligge i sikkerhed i en taske eller lignende.
Og den kan faktisk spille ret højt, når man tænker på dens størrelse. Jeg blev ret overrasket, både pga. hvor højt den kunne spille, men også hvor god lyd der faktisk var. Den har en ret god dybte i bassen og der er ikke for meget diskant, så faktisk en rigtig behagelig lyd, og den bliver ikke irriterende at høre på i længden, som en mobiltelefon hurtigt kan blive. Volumen styres i små trin, men de er meget små så man rammer nemt et behageligt niveau.
Men den skulle selvfølgelig også lige testes i vandet, så den røg med i poolen flere gange. Den flyder fint rundt, og lyden fortsætter fint selvom der er lidt bevægelse i vandet. Men kommer den en tur under, eller kommer der for meget gang i bølgerne, så kommer der vand ind til højtaleren, og så lyder den som om den er lige til at smide ud.
Men så galt er det bestemt ikke. Taler man skjoldet af, så løber alt vandet bare ud igen, og den gode lyd vender tilbage. Vender man den bare på hovedet med skjoldet på, så løber en del af vandet ud, men hullerne i skjoldet er så små, så den sidste sjat vand ikke løber ud af sig selv. Her skal man lige klappe lidt eller køre hånden hen over hullerne nogle gange, så kommer det sidste vand ud og den er klar igen.
Hvad koster den vandtætte højtaler
Vil man have sig sådan en flydende højtaler her, så kan man for 695kr få den hos CoolStuff.dk.
Konklusion
Jeg skal da ikke lægge skjul på, at det har været et af de mere fornøjelige tests, jeg har været igennem. Hvem kan ikke klare at ligge i poolen i 30 graders varme, og høre på go musik. Men jeg må sige at jeg blev ret overrasket over sættet her. Det er jo et ”noname” produkt, og der har jeg lidt den fordom, at så er der nok sparet lidt hist og her.
Men det bærer den vandtætte højtaler bestemt ikke præg af. Den virker meget solid og robust, og der er masser af lækre features. Den slukker jo af sig selv hvis ikke der kommer noget lyd til den, og det selvoptrækkende jack kabel er en super lækker finesse, som gør den dejlig nem at bruge både stationært men især også mobilt, som er muligt da begge enheder kan køres med batterier.
Som sagt er den vandtæt, og det er bekræftet herfra. Den kan fint sejle rundt i poolen og det eneste der sker ved at holde den under vandet, er at lyden forsvinder. Men det er bare at vende den på hovedet og klappe blidt på hullerne i toppen, så kommer vandet ud og den gode lyd vender tilbage. Og det er faktisk rigtig god lyd. Den har god dybde, og den lyder godt selv om der bliver skruet godt op for volumen.
Men kommer der bare en smule vand ind, så løber det automatisk direkte ned i højtaleren, da den ligger i toppen og nærmest fungerer som en skål. Havde man sat højtaleren lidt ud mod siden, så kunne vandet sikkert løbe ud af sig selv, men så ville den jo pludselig kunne kaste lyden væk fra en, alt efter hvordan den vender. Så det er klart bedre at have den i toppen, for der kastes lyden direkte op og det er derfor lige meget hvilken vej den vender, hvilket generelt er ret praktisk.
Designet fejler umiddelbart ikke noget, hverken funktions mæssigt eller af udseende. Alle knapper på højtaleren er tætnet indefra, og hiver man det brede mørkegrå gummi bælte lidt til side, så kan man se samlingen af højtalerens øvner og nedre del, hvor der igen er brugt en stor pakning som forsegler dem, på samme måde som batterirummet er forseglet. Enkelt og effektivt. Rent visulet har jeg bestemt heller ikke noget at klage over. Det er et lækkert og simpelt design som passer fint ind sammen med den stil vi ser på elektronik i dag.
Batteridriften er højere end min forventning, men der skal så også en go håndfuld batterier til. Men jeg har svært ved at finde noget som er rigtig negativt. Selvfølgelig kunne man indbygge en afspiller og radio direkte i højtaleren, men så vil den også koste en hel del ekstra. Og det er faktisk meget rart, at man her kan bruge den samme afspiller, som man evt. gør til hverdag. Eneste eksta feature jeg kan komme på, er et USB stik så man kunne lade sin afspiller op mens den står og spiller.

Jeg er super overrasket over den kvalitet og de features som den vandtætte højtaler tilbyder. Den er nem at anvende, og er umiddelbart simpelt og sikkert konstrueret til at modstå vand. Det er lækkert at man kan tage en vandkamp i haven, uden at skulle passe på den, eller bare smide den med i poolen. Det er et simpelt produkt, med masser af lækre features og muligheder. Lyden og dens dybde og styrke er også i orden, og er faktisk overraskende go for et så kompakt produkt. Den fortjener efter min bedømmelse klart 100 point, så vi ryger helt til tops!

Den vandtætte højtaler får også vores Solid Product award, for det simple men effektive design og for dens brugervenlighed. Den åbner for nogle muligheder som vi ikke har set før, og som sagt er det med stil og kvalitet.
Note – Vores artikler på itrends BØR ikke anvendes som direkte købsguider, da itrends ikke tager ansvar for evt. misforståelser eller fejl i artikler. Hvis produktet har interesse så henviser itrends læserne om at indhente yderlig information, samt læser andre anmeldelser inden evt. købsbeslutning. Itrends tager intet ansvar ved fejlkøb i forbindelse med artikler!















Har selv denne højttaler, og kan kun tilslutte mig anmelderen. Det er virkelig et godt produkt, som jeg ikke havde de store forventninger til da det jo som nævnt er et “noname” produkt. Men den virker sku perfekt, også i poolen
!