Zotac ITX ION-F
Produkt udlånt af: MM Distribution
Producent: Zotac
Det skal ikke være nogen hemmelig at undertegnet har været vildt begejstret for ATOM konceptet fra den første dag det blev præsenteret, og det er en fornøjelse at se et prisbilligt design, som har så mange funktionsmuligheder, stadig bliver udviklet mere og mere. Vi har set den lille CPU gå fra single core (N270) til dual core (N330), samt netkortet få båndbredden skruet i vejret fra 100MBit til 1GBit, og vi ser stadig flere og flere tiltag, som alle gør det lille bundkort mere og mere tiltrækkende.
En af ATOMs største mangler var dog at det kompakte design og ikke-eksisterende støjniveau lagde op til at bundkortet skulle bruges til mediacenter, men den integrerede grafik processor var ganske simpelt ikke kraftigt nok til at kunne udfylde denne rolle tilfredsstillende. Her kom NVIDIA ind fra sidelinien og tilbød deres Geforce9400M/MCP79 chipsæt løsning, i selskab med ATOM omdøbt til ION, og pludselig var der mulighed for hardware accelereret video dekodning og digitale video udgange, hvilket for alvor åbnede op for mediacenter mulighederne.
Men hvorfor stoppe her?
En del producenter har efterhånden meldt sig på banen med mere eller mindre unikke ATOM baserede løsninger, men en producent har for alvor kastet sin kærlighed på det lille bundkort og allerede formået at tilbyde en række løsninger, som adskiller dem fra konkurrenterne: Zotac.
Zotacs seneste Mini-ITX ION kreationer bliver kaldt Mini-ITX ION F-serien, der udover den allerede imponerende feature-liste nu også kan byde på en PCI Express x16 udvidelsesport. Vi havde kortet til rådighed i et par dage og kiggede nærmere på hvad det kunne byde på.

Overkill?
Den første tanke der melder sig hos de fleste vil nok være: Hvorfor? En PCI Express x16 port lægger unægteligt op til at der skal isættes et kraftigt grafikkort men har vi at gøre med applikationer, hvor ION chipsættes grafiske egenskaber ikke er tilstrækkelige, så vil vi nu med stor sandsynlighed rende ind i en situation hvor CPU’ens relative ringe ydelse bliver en flaskehals. Det skal naturligvis stadig afprøves med et spil eller to, men forventningerne er ikke særligt høje.
Hvad man derimod bør holde sig for øje er at PCI legacy porten er døende, og mængden af nyt hardware, som anvender denne port-type er faldende. Et scenarie hvor PCI Express porten derimod bliver interessant er hvis ATOM systemet skal anvendes til f.eks. en fil-server. Reference designet til ATOM bundkortet har budt på 2 SATA tilslutninger og en legacy PCI port, hvilket ingenlunde har været fyldestgørende til at udnytte systemet til en RAID baseret fil-server. PCI porten er ganske simpelt for sløv til at være egnet til at tilslutte en rigtig effektiv RAID controller. Skal vi op i de mere interessante klasser af controllers, så render vi ind i PCI Express x4 eller x8 tilslutninger for at få busbredde nok til at kunne hive data igennem systemet, og med Zotacs F-serie bliver dette nu endelig en reel mulighed.
ION chipsættet
Tilføjelsen af ION chipsættet til ATOM systemet gav klart det lille system et boost på en række områder.
Udover den indelysende forbedring af de grafiske egenskaber ved at gå fra Intels sløve GMA 950 IGP til NVIDIAs noget mere kvikke Geforce9400M, blev hastigheden på frontside bussen og RAM båndbredden skruet ganske betydeligt i vejret. ION byder også på muligheden for at smide 4GB RAM i maskinen (kontra Intel 945G begrænsningen på 2GB) samt bruge DDR2-800/DDR3-1066 hukommelses-kredse – dog har vi endnu ikke set DDR3 muligheden udnyttet i praksis. Derudover giver ION også flere SATA tilslutning (6 kontra 945G chipsættes 4), samt hele 12 USB2.0 tilslutninger.

Specifikationerne “sakset” fra NVIDIAs hjemmeside giver følgende oplysninger om ION/G9400M:

Naturligvis bliver der ikke tale om super high-end 3D grafik men ION har stadig ganske godt med kraft i sig til at trække de fleste desktop applikationer; måske endnu mere interessant så understøtter det hardware accelereret high defintion video dekodning i op til 1080p, hvilket netop gør den særdeles velegnet til et mediacenter. Det bør samtidig pointeres at den understøtter DX10.0 og derved har både Shader Model 2.0 og 3.0, hvor Intels 945G må nøjes med Shader Model 2.0.
Bundkortets specification og features
Har vi først kigget på ION chipsættets specifikationer, så er der heller ikke så mange overraskelser ved Zotacs ITX ION-F bundkort.

Udover hvad vi allerede ser ION chipsættet kan tilbyde, så har Zotac udnyttet en række af de overskydende PCI Express Lanes til en Mini PCI Express port, hvori der er integreret et 802.11n WiFi kort. Derudover har vi selvfølgelig den allerede nævnte PCI Express x16 port og bundkortet begynder mere og mere at ligne et “fuldblods high-end bundkort” fremfor et lille ATOM baseret system.
Pakkens indhold
Det er begrænset hvor meget ekstra tilbehør der er behov for til så lille et bundkort som Zotac ITX ION-F kortet, men Zotac formår så rigeligt at få pakket alt med i kassen, som man kunne tænkes at få behov for:
- Driver Cd-rom
- Quick Install Guide
- Manual
- I/O Skjold
- WiFi Antenne
- Molex-til-SATA strøm-adapter
- SATA kabler (3 stk)
- 60mm blæser inkl. monteringsskruer

Bundkortets layout
Zotac ITX ION-F er naturligvis Mini-ITX form faktoren, hvilket betyder en fysisk størrelse på sølle 17x17cm; det er derfor imponerende hvor meget producenterne formår at presse ned på den begrænsede plads og i dette tilfælde er der stort set ikke en kvadratcentimeter på bundkortet, som ikke er bestykket med komponenter.
Vi løber hurtigt bundkortets layout igennem og starter i øverste venstre hjørne hvor vi finder de to DDR2 RAM sokler, der gør det muligt at køre op til 4GB 800Mhz Dual-channel RAM på systemet. Klemt inde mellem RAM soklerne og den dominerende køleprofil har vi også en 4-pins CPU blæser tilslutning.
Umiddelbart over RAM soklerne har vi ATX strømstik og det er her værd at bemærke at imodsætning til f.eks Intels ATOM bundkort, som anvender et 24-pins stik plus et P4-stik, så nøjes Zotac med en 20-pins stik. Ved siden af ATX strømstikket finder vi endnu en blæser tilslutning, denne gang 3-pins, og herefter har vi frontpanel headeren.
Kigger vi under RAM soklerne og umiddelbart til højre for køleprofilen, ser vi de 3 SATA tilslutning samt en COM/Serial-ports header. Over denne header har vi CMOS batteriet og under finder vi det kompakte WiFi kort tilsluttet mini PCIe porten.
Længst til højre, langs bundkortets kant finder vi det nyskabende ved Zotacs bundkort: en PCIe x16 port. Det bør dog pointeres, at placeringen betyder at et dobbelslot grafikkort vil komme til at rage ud over siden på selve ITX bundkortet, hvilket man bør være opmærksom på når der indkøbes kabinet.
Slutter vi af med området over I/O-portene så gemmer bundkortet her på en HD Audio header samt 2 USB2.0 header.

Endelig har vi naturligvis den store køleprofil, som dækker over både CPU og chipsæt/GPU. Køleprofilen er en stor aluminums klods, som optager næsten 25% af bundkortets samlede areal og bør fint kunne opfylde behovet for køling; ironisk nok er det faktisk chipsættet som er den største strømsluger og derfor også den af de to, som har størst behov for køling. Zotac har fornuftigt nok også valgt at vedlægge en 60mm blæser som kan skrues direkte på køleprofilen, såfremt der måtte være behov for mere køling – afhængigt af brugs-situation eller hvilket hvor god en udluftning der er i kabinettet som bundkortet installeres i.
Slutter vi af med at kigge på tilgængelige eksterne tilslutningsmuligheder, har vi ligeledes en imponerende mængde I/O-porte, især når vi tænker på hvor kompakt bundkortet er. Bundkortet byder på følgende tilslutninger:
- 1x PS/2 keyboard stik
- 6x USB2.0
- 1x RJ45 netstik
- 1x eSATA
- 2x Digital lyd output (1x Co-axial + 1x Optisk)
- 3x Analog lyd in/output (1x Line out, 1x Audio out, 1x Microphone)
- 3x Video out (1x Analog DSub, 1x DVI, 1x HDMI)
- 1x WiFi – antennetilslutning
Bundkortets sølle størrelse taget i betragning så må det siges at Zotac formår at presse overraskende meget ned på det lille kort, og der er stort set ikke en eneste kvadratcentimer som ikke er bestykket med komponenter eller headers/stik. Af samme grund er der heller ikke meget at beklage sig over mht. layout, da pladsen (eller mangel på samme) samtidig gør det ret begrænset hvor meget anderledes tingene kan gøres. Det absolut eneste undertegnede vil beklage sig over er at der ikke tilbydes 4 interne SATA stik, men “kun” 3, da der lige netop kan klemmes en ekstra SATA tilslutning ned på bundkortet; 4 SATA tilslutninger vil samtidig give bedre muligheder for en filserver opsætning med gode RAID muligheder, og chipsættet tilbyder trods alt 6x SATA, hvor Zotac har valgt kun at udnytte de 4 af dem (3 interne SATA plus 1 ekstern eSATA).
Installation og opsætning
Et ATOM setup kræver ikke ret meget ekstra hardware udover hvad der allerede er på bundkortet; reelt set er der kun behov for RAM og et eksternt drev. Konkret bliver der smidt 2x1GB Kingston HyperX (PC9200-DDR2 ) RAM moduler på bundkortet (omend disse naturligvis maksimalt kan arbejde ved 800Mhz), samt tilsluttet en Hitachi 100GB 5400RPM SATA harddisk. Operativ system samt drivere installeres via et USB DVD drev fra LiteOn og vi holder os i denne omgang til Windows XP, da det stadig er det langt mest udbredte O/S til Atom systemer.
Efter installationen af O/S, drivers samt diverse opdateringer hopper vi lige en tur omkring CPUZ såvel som GPUZ og ser om alt er som det skal være.
CPUZs oplysninger omkring CPU er fuldt ud som forventet og ligner alle andre ATOM N330 baserede bundkort til forveksling
Mainboard sektionen afslører her at vi har at gøre med et NVIDIA ION chipsæt; og så kan vi samtidig se at Zotac har glemt at udfylde Manufacturer og Model informationen, selvom der intet er som tyder på at vi sidder med en engineering sample.


Memory sektionen fortæller os hvilke timinger som BIOS har sat bundkortet til at arbejde med og ganske som forventet står DRAM Frequency til 400Mhz og kører Dualchannel. Forsøg på at finde sektionen for RAM timing justeringer under BIOS måtte opgives: Enten er de ganske simpelt ikke tilgængelige i denne revision, eller de er gemt i så obskur en undermenu at det ikke er til at gennemskue hvor de befinder sig – men der er heller ikke de store forventninger til at systemet vil kunne hive ret meget mere ydelse ud af RAM kredsene end hvad vi opnår med disse automatiske indstillinger.
Omend IGP’en i ION og G9400M stort set er identisk, så ser vi her at på ION er selve GPU’en droslet ned i ydelse i forhold til G9400M, som ellers arbejder med core på 580Mhz og Shader på 1400Mhz; dette er antageligvis for at holde Watt forbruget nede, og som en naturlig konsekvens også mindske varme afledt fra chipsættet.
Benchmarks
ATOM baserede bundkort er absolut ikke de mest højtydende, men de er heller ikke designet med henblik herpå, men er derimod optimeret med henblik på at få så vel-afvejet ydelse per Watt og til en god pris. Der er derfor heller ikke de vilde forventninger til høje tal i diverse benchmarks og det mest interessante er primært at se, hvordan klarer Zotacs ITX ION-F sig i forhold til et “standard” ATOM bundkort uden ION chipsættet. Til sammenligning anvendes derfor et Intel D94GCLF2 bundkort, som naturligvis anvender Intels 945G chipsæt. Da selvsamme bundkort kun har en RAM sokkel, bliver der monteret et enkelt Corsair 2GB PC6400 RAM modul heri, som naturligvis maksimalt kan arbejde ved 667Mhz.
Som for de fleste andre CPU’er er der også et lille overclocking potentiale i ATOM processoren, ligesom IGP’en også kan skrues lidt i vejret, men vi har valgt ikke at fokusere på denne del af systemet. Den primære årsag hertil må vi med skam erkende har været tidsbegrænsninger, men sekundært også at selvom bundkortet KAN overclockes, så virker det formålsløst; ydelsen vil ikke rykke sig så meget at der reelt vil kunne mærkes nogen forskel, og det vil blot medføre større effektforbrug, mere varme og derved også et større behov for køling.
Vi har naturligvis trukket Zotac ITX ION-F igennem den vanlige samling af benchmark programmer og har ladet bundkortet styre alle indstillingerne automatisk for både Zotac ION bundkortet såvel som Intel reference kortet.
Sisoft Sandra Lite
Vi lægger ud med SiSoftware Sandra Lite, hvor vi trækker bundkortet igennem hh. Dhrystone, der udgør en overordnet samling af typiske aritmatiske operationer; Whetstone, som især laver operationer håndteret af FPU’en;
samt CPU Multimedia benchmarks repræsenteret ved Integer x8 (simulerede floating point operationer vha. integers), Floating x4 (floating point operationer) og Double x4 (double float) resultaterne.
Herefter lader vi SiSoftware Sandra Lite trække hukommelsen igennem sølet og ser på hvordan systemet arter sig her.

Resultaterne for SiSoft Sandra byder ikke på de store overraskelser; ATOM N330 CPU’en render ikke særligt stærkt, men vi ser også at chipsættet ikke gør den store forskel på SiSoft værdierne og det er altså ikke her vi ser fordelene ved ION chipsættet….

Forbedringerne ser vi derimod for målingerne af RAM hastighederne, hvor vi tydeligt ser at ION chipsættet formår at hive lidt ekstra ud af hukommelses-kredsene i kraft af at kunne køre 800Mhz fremfor 667Mhz, som er den øvre grænse for intels 945G chipsæt; det er dog overordnet ikke hastigheder som imponerer vildt.
WinRAR
WinRAR prøves også af, hvor det indbyggede syntetiske benchmark køres og vi får en gennemsnitsværdi for hvor mange Kb/s, som systemet formår at crunche.
Resultaterne her viser en lille fordel til ION systemet, og denne mer-ydelse kommer med god sandsynlighed fra den højere RAM busbredde. Forskellen på de to systemer er dog ikke imponerende og der skal crunches store filer før det giver en reel mærkbar forskel.
SuperPi
Efter WinRAR kigger vi på SuperPi (helt konkret SuperPi Mod v.1.5), hvor Pi udregnes (i vores benchmark med 1 mio. decimaler).

ATOM er ikke just en talknuser og det ser vi også tydeligt ved SuperPi udregningen, som tager god tid før samtlige iterationer er kørt igennem. Begge systemer formår også at køre tallene igennem på cirka samme tid, dog med et lille forspring til ION, der er lige knap 2.5 sekund hurtigere end 945G bundkortet; igen, en forskel som er næsten umærkbar.
Cinebench
På trods af de ringe resultater for SuperPi udregningerne, så skal systemet også udsættes for en seriøs udfordring i kraft af CineBench, som både giver en indikation af ydelse for den enkelte kerne samt begge kerner i samarbejde plus giver en indikation af grafisk formåen via OpenGL testen.

Atter en gang ser vi en næsten identisk ydelse med en væsentlig forskel: I OpenGL testen, hvor det naturligvis er IGP’en som gør forskellen, render ION systemet fuldstændig fra 945G.
Futuremark: 3DMark2006
Vi slutter de syntetiske benchmarks af med at trække systemet igennem Futuremarks 3DMark2006. Her prøver vi også PCI Express x16 porten af med et “diskret” grafikkort i form af et EVGA GTX260FTW og ser hvad der kan hives ud af systemet af ekstra ydelse på den konto.

Som det står helt klart, så har 945G chipsættet ikke en chance når det gælder 3D grafik, og da det ikke understøtter Shader Model 3.0 falder 945G helt til jorden her. Omend ION ikke løber vildt stærkt, så har det trods alt en ganske god ydelse og kan være med et godt stykke af vejen, så længe det ikke bliver udsat for alt for krævende 3D opgaver. Smider vi GTX260 kortet i maskinen, så får systemet et los bagi; der er stadig langt til rekorderne og der er ingen tvivl om at systemet holder grafikkortet voldsomt meget tilbage (til sammenligning har selv samme grafikkort scoret 13500 i et Intel E6850/NForce 590i setup). Helt som forventet så antyder det også kraftigt at det vil være langt mere fordelagtigt at sætte ION system sammen med et langt mindre grafikkort som f.eks. 9600GT, da vi her vil få et løft i forhold til G9400M IGP’en men stadig ikke vil komme så voldsomt op i ydelse at den lille processor bliver alt for restriktiv.
Call of Duty 4
De syntetiske benchmarks er interessante nok i sig selv, men hvordan er ydelsen i et spil? Vi lader her Call of Duty 4 blive anvendt og køre et par test forløb tilsvarende hvad vi plejer under grafikkort test. Målingerne er således foretaget vha. multiplayer timedemoen Tlrbacklot.dm_1 afspille ved forskellige opløsninger og quality settings, hvorefter FRAPS er anvendt til at lave gennemsnitligt FPS beregninger. CoD4 er forinden blevet patchet med seneste patch (version 1.7). Opløsningen er denne gang hold ved 1024×768 og 1280×1024, da det med rimelighed ikke kan forventes at det lille system kan trække det i højere opløsninger. Desuden kigger vi kun på ION bundkortet (hh. med og uden GTX260 kortet), da Intel 945G chipsættet slet ikke vil kunne afvikle CoD4. Resultaterne ser ud som følgende:

Omend Geforce 9400M IGP’en under ION yder ganske pænt, så kan den kun lige til nød trække CoD4 ved 1024×768 uden Anti-Aliasing og med et gennemsnit på knap 25FPS skal man nok ikke forvente de allerbedste placeringer ved det næste LAN. Smider vi GTX260 kortet i ser det dog helt anderledes ud omend vi kan konstatere en mærkværdighed: Zotac ITX ION-F med GTX260 installeret scorer cirka 63FPS uanset hvilken af de 4 indstillinger vi kører med. Normalt vil dette resultat tyde på vsync er slået til og derfor tvinges til at køre ved 60Hz, men dette er ikke tilfældet og ingen indstillinger i hverken NVIDIA drivers, CoD4 eller BIOS giver en forklaring herpå. Det kan naturligvis være en ren tilfældighed at systemet kombineret med dette grafikkort har en flaskehals, som ligger mistænkelig tæt på TFT monitorens opdateringsfrekvens, men hvorom alting er så formår et tilpas stort diskret grafikkort i PCI Express porten klart at gøre et spil som CoD4 spilbart, selv på et lille system som en ATOM ION maskine.
Afspilning af High Definition Video
Sidste test vi hiver systemet igennem er naturligvis afspilning af High Definition materiale, men her har vi været begrænset til kun at køre en H264 encoded film igennem systemet, da hverken VC-1 eller MPEG4 HiDef materiale var tilgængelig under test forløbet. H264 har en tendens til at være mindst krævende af de 3 formater, hvorimod MPEG-4 æder flest processor ressourcer; kan systemet trække H264 med et tilpas lavt dræn på CPU’en, så bør der dog ikke være nogen grund til at det ikke også kan håndtere VC-1 og MPEG4 uden problemer.
Til testen blev Media Player Classic – HomeCinema samt CoreAVC anvendt sammen med Black Hawk Down filmen i 1080p. Samtidig blev WiFi kortet også stresset da denne fik lov til at håndtere al data-trafikken under afspilning.

Uden hardware accelereret dekodning af video signalet ser vi et CPU forbrug svingende mellem 55-82% men af endnu større betydning, så er lyden ikke i sync og der er konstant frameskips og udfald så filmen i bogstavelig forstand er uudholdelig at se.
Afspiller vi derimod samme film med DXVA/hardware accelereret video dekodning slået til, så ser situationen helt anderledes ud: CPU load svinger mellem 6-13% men ligger typisk på 8-10%, og der er ikke længere udfald i hverken lyd eller billede – ikke engang under de vildeste action sekvenser. Konklusionen på denne del af testen er derfor klokkeklar: ION chipsættet gør en kæmpe forskel når det gælder afspilning af HiDef medie-filer.
Temperatur
Inden vi når til konklusionen på vores korte, men fornøjelige, møde med Zotacs ITX ION-F bundkort skal vi hurtigt ind på temperaturer. Bundkortet blev testet i en “åben testbænk”, hvilket også betød at der ikke var nogen aktiv køling af systemet overhovedet, og her blev der observeret nogle ganske høje temperaturer for systemet når det kom under load; worst case blev aflæst til omkring 82°C kontra cirka 58°C ved idle. Denne varmeudvikling kommer ene og alene fra chipsættet, men idet chipsæt og CPU deler køleprofil, så vil det også have en uheldig indflydelse på CPU’ens temperatur. Konsekvensen er, at uanset hvor gerne vi så at dette setup kunne bruges 100% passivt kølet, så anbefales det kraftigt at anvende den inkluderede 60mm blæser (som heldigvis er særdeles støjsvag) – eller sikre en god luftgennemstrømning i kabinettet som bundkortet installeres i.
Hvad koster Zotac ITX ION-F?
Zotac ITX ION-F bliver lanceret til 1299kr inkl. moms på det danske marked, og bør dukke op indenfor de nærmeste dage hos de danske forhandlere. Prisen er der ikke noget at udsætte på og den virker ganske fornuftig sammenholdt med andre tilsvarende ION bundkort.
Konklusion
Zotac ITX ION-F er et lækkert lille bundkort, der lugter langt væk af kvalitet fra ende til anden. Ydelsen er der ikke noget at udsætte på, men der er så heller ikke de store overraskelser, da det trods alt stadig i bund og grund er samme hardware, som vi ser det hos adskillige andre ATOM/ION modeller på markedet, dog med en del ekstra features tilføjet som “Zotac Bonus”.
Der hersker ingen tvivl om at ION chipsættet klart giver det lille ATOM bundkort et løft i næsten ethvert henseende. Naturligvis er dette mest tydeligt ved grafiske udfoldelser og har man primært intentioner om at bruge sit ATOM bundkort til en server applikation, så vil det næppe give så meget mening at betale ekstra for en model, som også tilbyder ION chipsættet. Skal bundkortet derimod bruges til et mediacenter eller som Nettop, så er ION versionen klart at foretrække.
PCI Express porten bliver derimod lidt mere tricky da den nok frister til at installere et (lidt for) stort grafikkort, som det f.eks. var tilfældet under ovenstående testforløb, og man vil hurtigt opleve at resten af systemet bliver en kæmpe flaskehals for ydelsen. Her vil det derimod være oplagt at bruge et lidt mere afdæmpet grafikkort som f.eks. 9600GT, der kan erhverves for omkring 500kr (og for 100kr ekstra endda i en passivt kølet version), da dette vil give en langt mere passende ydelse set i forhold til resten af systemet – og stadig have kraft nok til at kunne trække et par spil.
På den anden side kan man argumentere at smide et diskret grafikkort på sit ATOM ION bundkort ødelægger hele ideen med ION chipsættet og ønsker man en lille spille maskine, så kan et langt kraftigere ATX/micro-ATX setup erhverves for den samme pris som Zotac ITX ION-F bundkortet koster. Ligeledes kan det hævdes at ønsker man at anvende PCI Express porten til et RAID controller kort med henblik på en filserver, så spildes ION chipsættet igen, da der i en sådanne konfiguration ikke vil være stort behov for at kunne trække grafik.
Så hvorfor overhovedet vælge PCI Express udgaven af Zotacs ITX ION bundkort fremfor et tilsvarende ION kort uden PCI Express? Og her er svaret ganske simpelt: Alsidighed og pris!
Zotac ITX ION-F kommer til at koste 1299kr inkl. moms, hvorimod det tilsvarende bundkort fra Zotac (ITX ION-D) uden PCI Express porten ligger på 1100kr. Det betyder at for bare 200kr mere får du et bundkort, som åbner op for en lang række muligheder for udvidelser, være det sig i form af grafik-, lyd- eller controller-kort, og pludselig gør det i forvejen stærke lille bundkort endnu mere attraktivt. Ved du med sikkerhed at du ikke har – eller får – noget behov for PCI Express porten, så vælg D-serien, men ellers er der ikke ret meget grund at betænke sig på at investere i F-serien istedet.

Zotac ITX ION-F bundkortet får vores iTrend karaktér-skala til at ryge op på 85 points for et gennemført lækkert lille produkt, som byder på en lang række features og muligheder ud over hvad vi forventer at se på et ATOM/ION baseret bundkort. Om end langt fra alle vil kunne se et formål med PCI Express x16 porten, så er den en fremragende tilføjelse, som giver en uhørt og længe ønsket grad af alsidighed til ATOM bundkortet og gør det allerede særdeles attraktive bundkort endnu mere attraktivt.
Note – Vores artikler på itrends BØR ikke anvendes som direkte købsguider, da itrends ikke tager ansvar for evt. misforståelser eller fejl i artikler. Hvis produktet har interesse så henviser itrends læserne om at indhente yderlig information, samt læser andre anmeldelser inden evt. købsbeslutning. Itrends tager intet ansvar ved fejlkøb i forbindelse med artikler!Kategori: bundkort & CPU • Featured • Hardware





[...] har tidligere stiftet bekendtskab med Zotac Mini-ITX ION F-serie; det første ATOM system på markedet, som kunne præsentere en full-size (x16) PCI Express [...]